Kina | Beijing | Guide

Guiden Roy Li

Guiden Roy Li

En af de ting, man skal opleve i Beijing, er en tur gennem de smalle gader, kaldet hutonger. Den bedste introduktion til disse hyggelige gader får man ved at tilmelde sig en guidet gåtur gennem GuruWalk med guiden Roy Li. Han er utrolig behagelig, taler godt engelsk, og så ved han en masse om de områder, man kommer igennem.

Vi anbefaler en morgentur, hvor der endnu ikke er så mange mennesker i gaderne.

Kina | Guilin | Seværdighed

Guilins søer

Søerne i Guilin

I selve byen Guilin er der ingen tvivl om, at det store område med søerne i den sydlige del af centrum er den største seværdighed. Det kaldes området med de to floder og fire søer. Her kan man gå mange dejlige ture, da her er hyggelige stier, smukke broer og også et par øer.

Det er også muligt at besøge Solpagoden og Månepagoden, der ligger i søen Shanhu Lake, og en sejltur kan man også komme på.

Kina | Suzhou | Nationalpark

Huqiu Wetland Park

Huqiu Wetland Park

Nord for Suzhou ligger den store og meget flotte park Huqiu Wetland Park, der bestemt er et besøg værd. Vi var her om efteråret, hvor de flotte røde træer trækker mange besøgende til, men hver årstid har sin charme. Parken dækker et meget stort område, så man kan sagtens bruge flere timer her, hvor man både kan gå og cykle eller tage en shuttlebus rundt.

Det er nemt at komme hertil med metro inde fra Suzhou.

Kina | Chengdu | Seværdighed

Jinli Ancient Street

Jinli Ancient Street

Jinli Ancient Street og templet Wuhou Memorial, der ligger i parken ved siden af, er absolut et besøg værd. Det er gratis at gå gennem Jinli Ancient Street, hvor der er smukke huse, hyggelige butikker og en lille sø, og det samme gælder parken. Du skal betale et mindre beløb for at besøge tempelområdet, men det er bestemt pengene værd, da her er meget smukt.

Du kan sagtens bruge nogle timer her.

Kina | Guilin | Seværdighed

Longji-risterrasserne

Longji-risterrasserne

Hvis man har flere dage i Guilin, kan vi anbefale, at man tager en heldagstur til Longji-risterrasserne, der ligger et par timers kørsel nord for Guilin. Det er et virkelig smukt område, hvor man kommer helt tæt på de smukke risterrasser, og hvor udsigten over hele området er helt fantastisk.

Vi kan anbefale guiden Kevin, der både er meget behagelig og taler godt engelsk.

Kina | Guilin | Café

McMellow Coffee

McMellow Coffee

Hvis du har brug for en hyggelig morgenmadscafé i Guilin, kan vi anbefale McMellow Coffee, som ligger nede ved floden for enden af gågaden. Her kan du få frisklavede sandwicher og dejlig kold iste, og du får en god service.

Et stort plus er, at du kan sidde udenfor, og om formiddagen kan du nyde at kigge på de mange par, der danser på promenaden lige over for caféen.

Kina | Xi'an | Restaurant

Natural Awakening

Natural Awakening

Hvis du får lyst til lidt vestlig mad, mens du er i Xi’an, kan vi anbefale Natural Awakening, der ligger i den gamle by i området Old Market. Her er lidt fransk bistrostemning, og der er både mulighed for sen brunch, frokost og aftensmad, og så er her både lækker juice og et pænt udvalg af øl.

Når vejret er til det, kan man sidde på deres hyggelige lille terrasse.

Kina | Hongkong | Restaurant

Schragels Delicatessen

Schragels Delicatessen

Hvis du er ude efter lækker morgenmad, kan vi klart anbefale Schragels Delicatessen på Hongkong-øen. De har specialiseret sig i friske og ikke mindst sprøde bagels med flere forskellige typer fyld. Selve lokalet er hyggeligt, og betjeningen er god.

Det er et populært sted, så især i weekenden kan det være svært at få en plads.