Longji-risterrasserne

Longji-risterrasserne

Ugen efter vores cruise på Li-floden bestiller vi endnu en tur gennem rejsearrangøren Jenny; denne gang til Longji-risterrasserne. Vi bliver hentet af vores engelsktalende guide Kevin lørdag den 26. juli kl. 9.00 på vores hotel. Der er ca. to timers kørsel op til, hvor området begynder, og man skal i øvrigt betale entre for at komme ind.

Da vi når helt frem til risterrasserne, skal man parkere bilen, og vi vælger at tage en shuttle-bus op til det første udsigtspunkt, hvorfra der er en fantastisk udsigt over hele området. Herfra går vi ca. 45 minutter over til endnu et udsigtspunkt; en rigtig smuk tur, hvor vi hele vejen er helt tæt på markerne, og hvor der i øvrigt er meget få besøgende. Fra dette andet udsigtspunkt begynder nedstigningen ad virkelig mange trapper hele vejen ned til bilen. Vi spiser frokost på vejen i en lille restaurant med en fantastisk udsigt, og maden er meget lækker. Vi får et par lokale retter, bl.a. ris tilberedt i et bambusrør, og vi undrer os lidt over, at vi ikke kan finde mad af samme høje kvalitet inde i Guilin. Vi fortsætter nedad og kommer bl.a. gennem en lille landsby, hvor mange af risbønderne bor, og får også købt en magnet i en souvenirbod på vejen. Efter i alt tre timer er vi nede ved bilen igen, hvorefter vi kører tilbage mod indgangen til dette flotte område.

På vejen gør vi et kort stop i den lille by Pieng’an, der ligger ud til en lille flod, og her har en café sat borde ud i vandet. Her er flere flotte træhuse, men ellers er her mest en masse souvenirbutikker. Kort tid efter vi er kommet ud af området, holder Kevin ind til siden. Han siger, at han er meget træt og lige har brug for at lukke øjnene i 10 minutter, hvorefter han sætter alarmen og vipper sædet lidt tilbage. Det har vi godt nok ikke prøvet før, men det er selvfølgelig bedre, at han hviler lidt, så vi kan få en sikker tur hjem. Bortset fra et kraftigt regnvejr på vejen har vi en behagelig køretur hjem og er tilbage på hotellet kl. 18. Vi er enige om, at vi har haft en rigtig dejlig dag med perfekt vejr og en rigtig god guide. Vi er i øvrigt glade for, at vi valgte at køre op og gå ned, for med 35 grader og fuld sol har det også været en meget varm dag.