Jinli Ancient Street og Wuhou Memorial Temple

Vi kan gå ud til den charmerende gade Jinli Ancient Street på en halv times tid, så der går vi ud en dag lige efter morgenmaden. Den er opført i den arkitektoniske stil, som var typisk, hvis man besøgte en gammel bydel i den vestlige Sichuan-provins i Qing-tiden (1644-1911), og her er smukke huse, hyggelige butikker, charmerende broer og en lille sø. Som de fleste andre steder i Chengdu sælges her mest te og pandasouvenirs, men her er hyggeligt.

Gaden ligger i den østlige del af en flot park, hvor vi går en tur, og her ligger også templet Wuhou Memorial. Det viser sig, at man skal en tur ud af parken for at købe billetter til dette område, men vi er glade for, at vi gør det, da det er alle pengene værd. Templet er dedikeret til Zhuge Liang, den legendariske minister for Shu under De Tre Kongeriger, og her er mange smukke bygninger, flere museer og forskellige flotte haver. I Liu Bei Hall står 28 statuer af Shu Han-ministre og generaler, der bevogter kejseren, som grundlagde Shu-staten, og det er nogle imponerede og meget flotte statuer.

Efter tre timer i dette flotte område tager vi en DiDi hjem, da vi efterhånden har gået en del rundt, og med 35 graders varme og fuld sol har vi ikke megen energi tilbage.