McMellow Coffee
Der er ikke nogen morgenmadsrestaurant på hotellet, så vi går ud for at spise morgenmad hver morgen et sted mellem kl. 10 og 11. McMellow Coffee ligger nede for enden af vores vej på Binjiang Road, der går langs floden, og her ender vi med at spise så godt som hver dag, da her er rigtig hyggeligt. Vi får næsten altid en sandwich med skinke, æg og avokado samt en iste med citron. Der er kun en enkelt, der kan lidt engelsk, men vi klarer os med vores oversættelses-app. I starten bruger vi lidt tid på at forklare, at Hanne kun vil have halvt sukker i isteen, men der går ikke lang tid, før de har styr på, hvad vi skal have.
Vi kan godt lide at komme her, da man kan sidde udenfor, og eftersom caféen ligger lige over for et af de steder, hvor der danses på promenaden langs floden hver formiddag, kan vi sidde og kigge på dansen. Der er også altid mange, som hilser på os, når de går forbi; der er ikke mange vestlige turister i byen, så folk kan slet ikke lade være med at kigge. En formiddag falder vi i snak med Eddie, der er meget begejstret over, at vi har valgt at besøge Guilin. Han er youtuber og vil gerne prøve at få flere turister til byen, så han interviewer os, så vi kan fortælle, hvorfor vi har valgt at komme til denne del af Kina. Det var åbenbart ikke så vellykket, for han har ikke offentliggjort noget endnu, men vi tjekker stadig “Eddie’s Journey” indimellem.