Øvrige restauranter, caféer og barer

Vi får nok den bedste mad i Taipei på de tre restauranter A Mano, The Lasagna Bar og Fujin Tree Petanque. Fujin Tree Petanque er en vinbar, hvor vi får lækker terrine, bøftatar og confit de canard, og så får vi økologisk vin, som nu ikke er så fantastisk; vi kommer her kun to gange, da især vinen er ret dyr.

Vi bliver glade for burgerrestauranten Burgerciaga, der ligger lidt langt væk, syd for lejligheden. De har et specielt udvalg af burgere, og Jens Peter prøver lidt forskellige, mens Hanne holder sig til den nye yndlingsburger, croissant med confiteret and. Vi får en 1664 til. Vi bliver også glade for den lille tonkatsu-restaurant nord for lejligheden, hvor vi kan spise os mætte for 57 kr. pr. person, når vi bestiller ekstra kød. Her er altid kø, så vi skal skrive os op inde ved skranken og må vente udenfor på at blive kaldt ind.

Hos He Izakaya Restaurant kan man få forskellige former for pindemadder, sushi og stegte ris, og vi får flere gode retter, og hos Restaurant Pinecone har de en fantastisk stout og en god pastaret med rødvinsbrasseret oksekød, men vi kommer kun to gange, da der simpelthen er for meget blæs på deres aircondition.

Long-Hou Steak House besøger vi kun en enkelt gang, da kød også kan blive for billigt, og pizzaerne hos Alola Pizzeria er heller ikke for gode, så der kommer vi også kun en enkelt gang. Vi kommer til at tage mad med hjem fra McDonald’s et par gange.

Vi besøger Cafe Honestly på vores første eftermiddag i byen og vender også tilbage en enkelt gang. Her er hyggeligt, og de har gode scones. Der er også hyggeligt på Ciao Café, og hos All Day Roasting Company får vi den bedste kaffe med brun sukker, men vi må vente alt for lang tid på serveringen. Cafe 4 Way har et par hyggelige pladser ude på fortovet, og Fujin Tree 353 Cafe har en fin lille terrasse, hvor vi er heldige at få en plads; vi får en juice og en sandwich.

Qingkong Lane Jiaqi, Olive Black og Shawn besøger vi en enkelt gang, og på sidstnævnte får Jens Peter sort latte med trækul. Green Bakery er vegansk, så det bliver kun til et enkelt besøg, da Hanne er lidt anti-veganer. Lavi Cafe har en hyggelig lille have og gode sandwich, men den ligger ret langt væk, så der kommer vi også kun én gang. Vi besøger isbaren Snow Factory henne på hjørnet en enkelt gang.

You & Me Beef Noodle Bar er en ølbar forholdsvis tæt på lejligheden, men vi kommer her kun et par gange, for selvom øllene er gode, bliver vi ikke rigtig glade for stedet. Til trods for at der kun er få kunder, vil tjeneren altid bestemme, hvor vi skal sidde; øllene er ret dyre sammenlignet med andre steder i byen; og så bliver der oven i købet lagt et servicegebyr oven i prisen, finder vi ud af.

Ud over de mange steder i vores eget område finder vi også flere hyggelige restauranter, caféer og barer andre steder i byen.