Vores område Songshan
Vi bor i bydelen Songshan i området Minsheng, og det er det helt perfekte sted at bo i Taipei, hvis man skal bo her i en længere periode. Det er et meget lokalt område med megen beboelse, to gode supermarkeder og flere hyggelige caféer og restauranter, og så er helt stille og roligt med meget få turister.
Hvis vi drejer til højre, når vi kommer ud ad vores gadedør, kommer vi hen til Sanmin Road, der er en af de gennemgående veje i området, og her holder indtil flere buslinjer. Hvis vi drejer til venstre her, kommer vi hurtigt hen til supermarkedet PX, og hvis vi fortsætter på samme side af vejen, kommer vi til den bank, hvor vi altid hæver penge. For enden af Sanmin Road ligger metrostationen Nanjing Sanmin. Hvis vi krydser Sanmin Road, når vi kommer henne fra lejligheden, kommer vi over til Louisa Coffee, og på denne strækning sydpå ned mod metrostationen kan vi vælge at dreje til højre ind ad indtil flere mindre veje. Det er i dette område, vi finder The Lasagna Bar og flere af de caféer, vi besøger, bl.a. Chirpy Coffee, samt den lokale park Minsheng Park. Hvis vi drejer til højre ad den lidt bredere vej Jiankang Rd et stykke nede ad Sanmin Road og derefter til venstre ad den smalle Lane 123, kommer vi ned til et lille marked og derefter til burgerrestauranten Burgerciaga.
Hvis vi i stedet går nordpå ad Sanmin Road, kommer vi op til en større rundkørsel og den tværgående vej Minsheng East Road, og drejer vi til venstre her, kommer vi hen til restauranten Shio Ramen. Fortsætter vi nordpå ad Sanmin Road, kommer vi op til Carrefour. I området nord for rundkørslen og vest for Sanmin Road ligger der flere caféer og restauranter, bl.a. restauranten A Mano.
Hvis vi drejer til venstre, når vi kommer ud ad vores gadedør, kommer vi hen til 7-Eleven, og lidt længere henne kommer vi til Xindong Street. Drejer vi til venstre her, kommer vi op til Minsheng East Road, og her er også en række busstoppesteder. Fortsætter vi længere nordpå, kommer vi op til Louisa Coffee, vores lokale marked, Hannes frisør, tonkatsu-restauranten og Carrefour. Fortsætter vi længere nordpå, kommer vi op til den lille lufthavn Songshan. Når vi er i det område, kan vi tydeligt høre flyene, men vi kan heldigvis ikke høre noget hjemme i lejligheden.
Selvom vi er meget glade for vores område, må vi indrømme, at her som i hele Taipei er mange grimme bygninger. Her er heldigvis også mange små smalle gader med utrolig mange planter og blomster, og så er der flere grønne områder i form af små parker, hvor der typisk også er en legeplads. Vi bliver især glade for den lille park Minsheng Park, som vi besøger flere gange om søndagen. Vi sætter os på en bænk efter at have købt noget koldt at drikke i 7-Eleven og et par taiwanesiske “wheel cakes”, der er sprøde pandekagelignende kager med fyld. Der ligger nemlig et meget populært sted lige ved siden af parken, hvor de står og bager hele tiden, og hvor der især i hverdagene er lang kø. Vi køber altid to kager hver, en med vaniljecreme og en med kartoffelmos og ost.