Shifen

Søndag den 15. marts beslutter vi os for at besøge Yehliu Geopark, så vi tager bussen ind til byens busterminal, hvor vi finder den rigtige bus. Chaufføren kan imidlertid fortælle os, at der netop i dag er maraton i området, så han kører ikke helt derud, hvor vi skal hen. Vi beslutter derfor, at vi i stedet vil besøge Shifen-vandfaldet. Vi skal med to busser, men da vi kommer til det sted, hvor vi skal skifte, er der en time til næste afgang, så vi beslutter os for at tage en Uber i stedet, da der er absolut intet at se på i det område. Det er ikke vores mest heldige dag med offentlig transport.

Shifen-vandfaldet ligger ca. 30 km øst for Taipei. Vandfaldets samlede højde er 20 meter, og det er 40 meter i bredden, hvilket gør det til det bredeste vandfald i Taiwan. Det ligger i et hyggeligt skovområde, og vi skal bl.a. over to hængebroer for at komme derud. På vej tilbage er der kommet flere mennesker på den ene bro, og den gynger helt utroligt meget. Her er meget smukt, og vi får taget en del billeder, men besøget er nu alligevel hurtigt overstået. Vi besøger et par souvenirbutikker og sætter os et sted, hvor vi køber en smoothie. Her kommer der en ung pige fra Danmark hen til os; hun er på studieophold og vil rigtig gerne snakke, da hun ikke har mødt andre danskere i lang tid.

Bagefter går vi ind til den lille by Shifen, hvor der i Old Street på jernbaneskinnerne bliver sendt mange lanterner op med alle mulige ønsker skrevet på. Vi ved ikke, om det er noget, der sker hver dag, men på sådan en søndag er der i hvert fald mange mennesker, og det er rigtig hyggeligt. Indimellem bliver der blæst i fløjterne, og sporet bliver ryddet, da her også kører tog igennem.

Vi tager en Uber hjem efter en rigtig hyggelig dag.