Vores lejlighed
Vi bor i det hyggelige område Songshan på adressen No. 202, Section 5, Minsheng East Road; en sidevej til den gennemgående vej Sanmin Road. Det er en høj ikke speciel køn bygning, der bliver malet lyseblå, mens vi bor her, men det bliver den nu ikke meget pænere af. Vi skal bruge en nøglebrik for at komme ind i lobbyen, hvor der døgnet rundt sidder en vagt, hvis primære opgave vist er at tage imod de mange pakker, der dagligt leveres til ejendommens beboere. Dagvagten er utrolig venlig og smilende og hilser altid hjerteligt på os, når vi kommer og går. Han har sidste arbejdsdag, et par dage før vi rejser. Aften- og nattevagten er knap så charmerende, og han skælder Jens Peter ud en aften for at lade døren stå åben, til trods for at den ikke er lukket, da han går ind i bygningen. De bliver ikke gode venner igen.
Vi tager elevatoren, hvor vi også skal bruge nøglebrik, op til lejligheden; vi bor på 4. sal i lejlighed 4. Vi har nogle rigtig søde naboer med et par søde børn. Den yngste af drengene får indimellem lov til at synge karaoke med mikrofon, men det er så kort tid ad gangen, at det bare er hyggeligt. Der er et gitter foran døren, der ikke er låst, men vi skal bruge en nøglebrik for at låse døren op ind til lejligheden.
Vi går direkte ind i køkkenet, der ligger til højre for hoveddøren, og det er et rigtig flot og moderne køkken med alt i potter og pander og både ovn, mikroovn og opvaskemaskine. Derefter kommer den meget store stue med spisebord først for og derefter et møbel med elektrisk pejs og fjernsyn til venstre og en dejlig stor sofa til højre. For enden af stuen er der et stort skrivebord under vinduet.
Lige efter køkkenet ligger henholdsvis soveværelse og badeværelse på højre hånd. I soveværelset er der et stort walk-in closet, så der er masser af plads til vores tøj. I badeværelset er der en vaskemaskine, der larmer utroligt meget, men virker fint, og så lejlighedens største minus: At vi skal stå oppe i et ret lille badekar, når vi skal tage brusebad. Vi finder heldigvis en god skridsikker måtte på et lille marked; den første, vi køber, er ikke god nok. Da vi allerede efter et par dage oplever de første to jordskælv, kan man nu ikke lade være med at tænke på, om man kan holde balancen, hvis det næste kommer, mens man er i bad.
En morgen får vi lidt en forskrækkelse, da der pludselig lyder en meget høj højttalerstemme ude i opgangen, men den holder op igen, og der sker ikke mere, så Jens Peter går i bad. Kort tid efter lyder der en voldsom alarm, men efter et stykke tid får Hanne heldigvis kontakt med et par håndværkere i opgangen, der siger, at alt er o.k. Vi konkluderer efterfølgende, at der nok i første omgang blev informeret om, at man ville teste brandalarmen, hvorefter den så gik i gang. Det er lidt svært, når al information kun er på kinesisk. Et par dage senere, sidst på eftermiddagen, går alarmen igen. Jens Peter åbner hoveddøren, og naboen siger, at vi hellere må gå ned, da det er brandalarmen. Vi tager trappen ned fra 4., men mange af de øvrige beboere tager elevatoren. Vagten kan se, at alarmen er gået på 8. sal, så han tager elevatoren op; meget mærkeligt, synes vi. Det viser sig heldigvis at være falsk alarm, men det er alligevel en lidt ubehagelig oplevelse.
Vi bliver utrolig glade for både området og lejligheden, der er en af de bedste, vi har haft i Asien. Vi nyder det dejlige køkken, og at vi har så meget plads. Vi har ikke megen kontakt med vores vært, men i hans anmeldelse af os, skriver han, at vi er nogen af de bedste lejere, han nogensinde har haft.