Yehliu
Onsdag den 18. marts gør vi endnu et forsøg på at besøge Yehliu Geopark, og denne gang lykkes det. Vi tager bussen ind til busterminalen, hvorfra der er en times kørsel med rutebil. Yehliu Geopark ligger ca. 35 km nordøst for Taipei, og den samlede pris pr. person er 20 kr. hver vej, hvilket vi synes er billigt.
Da vi står af bussen, skal vi gå ca. 10 minutter for at komme ned til selve parken, og på vejen kommer vi forbi den lille fiskerihavn. Ellers ser det ikke ud til, at byen har så meget at byde på.
Yehliu Geopark er en af Taiwans mest kendte seværdigheder. Det er en kystpark, der ligger på en 1,7 km lang odde, og den anses for at være et geologisk vidunder med bløde kalkstensformationer, der er formet af vind- og vanderosion. Det er virkelig et helt specielt sted, og vi bruger en lille times tid på at kigge på de mange flotte formationer. På vej tilbage til byen bliver vi ledt gennem en længere gang med souvenirboder, hvor vi køber en magnet og Jens Peter en cap.
Derefter tager vi bussen tilbage til Taipei efter endnu en hyggelig dag.