Butikkerne
Ud over de forskellige supermarkeder er den butik, vi oftest besøger, IKEA. Første gang tager vi bussen ud til en IKEA, der ligger øst for vores lejlighed, på den anden side af floden. Her køber vi et rigtig godt tørrestativ, og Hanne køber nogle pakker knækbrød, da hun endnu ikke har fundet ud af, om der er gode bagere i byen. Det er der ikke.
Efterfølgende finder vi ud af, at der ligger en IKEA tættere på, henne ved Taipei Arena. Efter nogle uger tager vi derhen for at købe hovedpuder, da dem, der er i lejligheden, simpelthen er alt for flade, så vi får ondt i nakken. Vi får to hovedpuder til 200 kr., så det er okay. Hanne køber mere knækbrød og er forbi endnu engang for at købe endnu et lager.
Vi besøger også den japanske Daiso, som vi kender fra Kuala Lumpur og Seoul. Det er en butik med meget billige varer, og man kan få alt fra køkkenting til bøjler og toiletpapir. Vi køber et par drikkeglas, da dem, der er i lejligheden, er meget små, og et par rødvinsglas til nytårsaften.
Ud over et par souvenirbutikker inde i området ved Dihua Old Street og i området Ximending besøger vi ikke mange butikker, da vi ikke synes, at Taipei har så meget at byde på. Vi mangler så heller ikke rigtig noget.