Guidet gåtur i Gangnam
Allerede efter en uge i byen tilmelder vi os gennem GuruWalk en guidet gåtur på 3 timer i bydelen Gangnam. Gangnam, der er kendt som Seouls Beverly Hills, ligger på den anden side af floden i forhold til vores område, og det tager næsten en time med metro at komme derud. Vi mødes kl. 10 med guiden Mark, der oprindeligt er fra Montenegro, i en lille park over for templet Bongeunsa. Vi er en stor gruppe på 18 deltagere.
Vi starter med et besøg i det buddhistiske tempel Bongeunsa, som er mere end 1.000 år gammelt. Da templet blev bygget, lå det ude på landet, så der er sket en del, da det i dag er omgivet af højhuse. Selvom vi efterhånden har hørt en del om buddhisme og templer, gør Mark det nu bedre end de fleste, og vi får en fin rundvisning.
Vi går derefter over vejen til det underjordiske indkøbscenter Coex og starter med at sætte os udenfor på nogle bænke, hvor Mark fortæller om Sydkorea og Seouls historie og især om de sidste 50 års udvikling, hvor landet er gået fra at være et fattigt land til i dag at være en højteknologisk nation med bl.a. de superrige Samsung- og Hyundai-familier. Han fortæller, at kvinderne i Sydkorea har verdensrekorden i vokseværk, idet gennemsnitshøjden i det 20. århundrede steg med 16 centimeter, og vi hører også om den voksende industri inden for plastikkirurgi, hvor 30% af alle kvinder under 30 år vælger at blive opereret. De får primært rettet deres øjne, hvilket, vi synes, er lidt synd. Der kommer også folk fra Japan og Kina, primært kvinder, til Seoul for at blive opereret, og de får udstedt et specielt certifikat, som de kan vise i lufthavnen, da billedet i passet måske ikke længere ligner så godt.
Mark fortæller derefter om K-pop-kulturen, der især blev kendt i resten af verden med det verdenskendte hit “Gangnam Style”. Vi går om til en stor bronzeskulptur foran centeret, der viser, hvordan hænderne skal holdes, når man danser den specielle Gangnam Style-dans, og videoen afspilles på en skærm ved siden af.
Gangnam blev verdenskendt i 2012, da den koreanske sanger Psy slog alle rekorder med K-pop-sangen “Gangnam Style”, der gør lidt grin med den måde, man lever på i Gangnam, hvor han i øvrigt selv er vokset op. Videoen havde premiere på YouTube i juli 2012, og i december 2012 blev det den første video, der rundede 1 milliard visninger. Man mener, at Psy har tjent mellem 8 og 10 millioner amerikanske dollars på dette hit alene.
Vi går derefter ind i indkøbscenteret Coex og nyder, at der er aircondition. Centeret er især kendt for det flotte Starfield-bibliotek. På et tidspunkt gik det ret skidt med at få kunder i centeret, og man fandt derfor på at indrette et bibliotek, som fik rigtig meget medieomtale. Det hjalp, og i dag er centeret velbesøgt. Man skal ikke registreres for at låne en bog, og man kan heller ikke få hjælp af en bibliotekar; reglen er, at man må låne de bøger, man selv kan nå. Der sidder flere og læser rundt omkring.
Vi slutter derefter vores guidede gåtur af med en tur gennem et større restaurationsområde vest for centeret, hvor vi bliver lidt klogere på det koreanske køkken, og da vi har sagt farvel, går vi tilbage til Coex, hvor vi får en god frokost.
Vi er enige om, at vi har haft en god tur, selvom vi ikke fik gået så meget. Mark er helt klart en af de bedre guider, vi har haft, og vi lærte meget undervejs om alt fra buddhisme, kultur, historie og økonomi til K-pop og koreansk mad.