Changdeokgung-paladset
Changdeokgung-paladset ligger lige øst for Gyeongbokgung-paladset, og vi tager metroen et enkelt stop for at besøge det en eftermiddag i starten af september, hvor vi har det dejligste vejr. Changdeokgung-paladskomplekset er et tidligere kongeligt palads, der sammen med det nærliggende palads Changgyeonggung kaldes "Østpaladset". Det blev grundlagt i 1405, er på UNESCOs Verdensarvsliste og er blandt de bedst bevarede af alle koreanske paladser.
Da vi skal købe billetter, er der en anden turist, der fortæller os, at den smukkeste del skulle være den hemmelige have, som kræver guide og særskilt billet. Da der er en rundvisning om en halv time, køber vi billetter dertil og går mere eller mindre direkte op til havens indgang. Vi er en større gruppe, og da guiden siger, at vi er velkomne til at gå rundt på egen hånd, vælger vi det, da hun hurtigt bliver lidt trættende at høre på.
Den hemmelige have er meget smuk med mange flotte træer, små søer samt kønne huse og pavilloner, og vi går rundt derinde i ca. 45 minutter. Derefter finder vi noget koldt at drikke og køber en magnet, inden vi bruger noget tid på at gå rundt i selve paladsområdet, hvor der er mange flotte bygninger.