Dongdaemun Design Plaza - DDP

Seouls designcenter, der hedder Dongdaemun Design Plaza, også kaldet DDP, ligger i en meget speciel bygning, og første gang vi tager dertil, er det for at se bygningen udefra og gå en tur i området. Der er et afrikansk arrangement med boder og levende musik, så her er mange mennesker.

Vi tager derud igen midt i oktober, da Hanne har læst, at der er designmesse i bygningen. Vi kommer kl. 13, men det viser sig, at udstillingen først åbner kl. 15, så vi bruger tiden på at besøge centerets souvenirbutik og et varehus, der ligger ved siden af. Centerets souvenirbutik skulle være et af få steder i byen, hvor det er muligt at købe figuren Hechi, der er Seouls maskot, og de har da også en stor figur uden for butikken. Det viser sig nu, at Hechi indgår i en serie af figurer, hvor man ikke kan være sikker på, hvilken figur der er i den æske, man køber, så vi nøjes med at købe et kuffertmærke.

Da vi kommer tilbage, er der en lang kø for at komme ind til messen, og vi kommer lidt i tvivl om, hvorvidt udstillingen er åben for alle, da det ser ud til, at mange har en billet på telefonen. Det er nu ikke noget problem. Vi går rundt til de forskellige stande nogle gange, og det er meget hyggeligt, men ikke så spændende, som vi havde forventet. Vi troede, vi ville se design, der var revolutionerende på en eller anden måde. Vi falder for en udstilling med nogle små lamper og vil gerne købe en af dem, men det viser sig desværre, at de kun kan købes online. Men uanset hvad har vi nu haft en hyggelig dag.