Praza de España

Praza de España er en smuk plads, der ligger på vej op i den gamle bydel, og man kommer også forbi, når man går nordpå for at komme ud til området ude ved fyrtårnet – man kan vælge at gå hen til Gadis lige om hjørnet, hvor man kan tage en rulletrappe derop. En gang om måneden er der et lille marked, men det er nu hurtigt overstået. På den ene side af pladsen er der fyldt op med restauranter, hvor vi når at besøge et par stykker, men her om efteråret er det lidt køligt udenfor, da de alle ligger i skygge. Den ene gang sidder vi rigtig lang tid og venter på en øl, da vi bliver ignoreret, måske fordi vi ikke snakker spansk, og en anden gang er vi på Pulpeira de Melide, et blækspruttested, hvor Hanne ikke er så glad for den ret, vi får bestilt. Vi bliver mere glade for Jazz Cafe, som ligger i en sidegade til pladsen – den er meget lokal og velbesøgt, og vi får altid lidt tapas, når vi tager et glas vin. Der er i øvrigt flere gode bagere i området og også en olivenbutik. For Jens Peter vil pladsen nok altid være kendt som Europaplads.