Pan de Vida

Pan de Vida er et bageri og pizzeria, som ligger på Calzada – i den ende, hvor der er knap så meget larm. Hanne har læst sig til, at de skulle have det bedste brød i byen, så en dag køber vi et brød og en kanelsnegl. Begge dele virker desværre lidt tørre, så vi køber ikke noget i bageriet igen. En dag har vi planer om at besøge pizzeriaet, men da der ligger en meget stor hund midt på gulvet, dropper vi det i første omgang.

Vi går alligevel tilbage en aften, da vi efterhånden har været gennem de andre restauranter nogle gange. Det er et ret hyggeligt lokale med bænke og borde rundt i siden og borde og stole nede ved endevæggen – i midten er der et stort areal under åben himmel, også med bænke. Da vi har sat os, kommer vi i tanke om, at de ikke tager imod kreditkort, og vi spørger tjeneren, om han tror, vi har penge nok, når vi kun har godt 20 dollars – det viser sig, at vi kan få en pizza og to glas rødvin hver for under 20 dollars – imponerende. Vi kommer igen den 14. marts, hvor de har levende musik, og tjeneren kan huske os. Halvanden uge efter lukker de ned.

I de næste knap to måneder bestiller vi mad til levering i weekenden, da de har lækre pastaretter, som skifter hver weekend. Nogle gange er der lidt for meget chili eller peberfrugter i, og så bestiller Hanne en calzone, som er virkelig lækker. Vi bestiller på WhatsApp, og det viser sig, at ejeren er amerikansk, så vi kan skrive sammen på engelsk. På et tidspunkt skriver Jens Peter, at vi håber, de snart åbner, og hun svarer, at der faktisk er åbent i weekenden, men vi skal bare ikke snakke for højt om det ude i byen.

Vi tager straks derned den kommende weekend og kommer der derefter så godt som hver uge. Vi begynder at snakke med ejeren Sarah, der kommer fra Texas og er kæreste med Kevin – deres hund, som altid går frit rundt, men er godt opdraget, hedder Kingston. Der er et par stykker, som arbejder ved pizzaovnene, der ligger i lokalet ud mod gaden, derefter kommer restauranten, og Sarah og Kevin bor i baghuset. Det er også her, at Sarah laver alle pastaretterne, og hun er virkelig en god kok. Da hun finder ud af, at Hanne ikke kan tåle chili og peberfrugter, sørger hun altid for at fortælle, hvad der er i dagens pastaret. En dag, hvor der er spaghetti med meatballs på programmet, og vi har sagt, vi kommer, har hun taget nogle fra uden chili. Vi har altid den samme tjener – han hedder Mario, er en lidt pudsig type, men virkelig sød og servicemindet. Han tager altid imod os i døren og fortæller om dagens ret og vil høre, om han bare skal komme med vinen med det samme.

På et tidspunkt reklamerer Sarah med hjemmelavet is, som kan købes med hjem, så det må vi prøve og køber en is med karamel. Det er så ikke hendes spidskompetence, da den smager mere af karamel end is – it’s a little bit rich, som hun siger. Hun gentager ikke succesen.

Der kommer næsten ingen lokale, men en del hvide, som er venner af huset – det er stort set de samme hver gang, og vi begynder at hilse på nogle af dem ude i byen. Det største minus ved stedet er, at Sarah og Kevin er så store hundevenner, og at mange af gæsterne derfor også har hund med. Vi sørger altid for at tage et bord væk fra de andre, da Hanne ikke altid har nerver til, at alle hundene løber rundt og leger. På et tidspunkt er der en hund, der har skidt på gulvet ved siden af vores bord, hvilket er knap så lækkert, når man skal spise. Af en eller anden grund er der også altid nogle meget lavtflyvende fugle, som flyver meget tæt på, hvor man sidder.