Udflugt til León

I slutningen af april bestiller vi Francisco til at være chauffør, da vi gerne vil en tur til León, som ligger ca. to timer og 30 minutters kørsel fra Granada. På vejen holder vi ind, så vi kan kigge ud over Managua-søen, og vi kan se vulkanen Momotombo. Vi spørger Francisco, om man kan bade i søen, men han siger, at den desværre er alt for forurenet.

León er den næststørste by i Nicaragua og bliver opfattet som landets politiske og intellektuelle centrum, og byen huser Mellemamerikas næstældste universitet. Allerede da vi kører ind i byen, ser vi mange stenskulpturer af byens vartegn – løven.

Vi besøger først domkirken og derefter Revolutionsmuseet sammen med Francisco, og derefter går vi rundt på egen hånd i et par timer. Der er nu ikke så meget at se på, og butikkerne er ikke mere spændende, end de er i Granada, men Jens Peter får dog købt et par sandaler. Det er alligevel rart at se noget andet, og vi er også inde i en stor markedshal. Det virker ikke til, at restauranterne er lukket ned, som de er i Granada, og vi spiser en udmærket steak på Restaurante Carnivoro, som Francisco har anbefalet. Vi vil gerne invitere ham på frokost, men han siger, at han skal besøge nogle venner – det tror vi nu ikke rigtig på, for vi møder ham i byen efter en time, og da er han alene. Efter vi har spist, kører vi tilbage til Granada.