Café de Arte

Café Arte ligger over for Pita Pita, og det er der, GPS har kontor på 1. sal. Til venstre i lokalet er der et område med lokal kunst, og der står også nogle og arbejder i den første tid, vi er her. Der er aldrig ret mange mennesker, og lokalet, hvor der er restaurant, bærer også præg af, at de ikke har ret mange penge, så man føler ikke rigtig, at der er hyggeligt. De er imidlertid rigtig søde, og da vi på et tidspunkt opdager, at de har trukket det samme beløb to gange, får vi straks pengene tilbage. Det viser sig imidlertid, at det er Nordeas fejl, og at de har tilbageført beløbet, så vi går straks tilbage og betaler igen.

De har et par enkelte retter om aftenen, som er o.k., så vi bruger dem nogle gange, da de går over til takeaway. Da de åbner igen, er det i starten kun til morgenmad, så der spiser vi der ca. en gang om ugen – deres smoothies er gode. Da de åbner helt op, er vi der en enkelt gang om aftenen, men maden er lidt kedelig, de har ingen øl, og det glas vin, vi får, er virkelig dårligt. Stedet bærer desværre meget præg af, at byen er i krise.