Schweizeren og hendes mand

Det sker ofte, når vi sidder på La Hacienda, at der kommer et par, som har to store hunde med, der får lov at rende rundt uden snor på. Hun er hvid og virker noget ældre end ham, som er lokal og en meget stor mand. I starten går vi eller prøver at skifte plads, da Hanne ikke har det godt med hundene, og det virker ikke helt til, at de kan se problemet, men på et tidspunkt begynder de at få flyttet et bord op på arealet lige ved siden af restauranten, hvilket hjælper på det.

En dag kommer hun hen og snakker med os – hun viser sig at være schweizer – de bor tæt på La Hacienda og har ud over de to hunde også 13 katte. Fra den dag hilser de på os, når vi ser dem rundt om i byen. Ifølge Karl Heinrich er hun rimelig velhavende.