Dick, John og Terry

Når vi går ud for at tage en drink på Selina eller er på vej til La Hacienda omkring kl. 17.45, kommer vi forbi en terrasse på Calle El Hormiguero, hvor der sidder to-tre hvide mænd, nogle gange et par stykker mere, og drikker øl, og vi begynder at hilse på hinanden. Vi kan ikke rigtig finde ud af, hvad det er for et sted, for der er ingen skilte, og det ligner ikke rigtig et offentligt sted – vi snakker om, at de måske bor der. Især den ene af dem er meget festlig (John), og da vi som alle andre hvide, inkl. ham selv, går rundt uden maske, begynder han at råbe efter os “Where is your mask?” Vi stopper op og snakker indimellem og får gode råd om visum og flybilletter, og vi snakker om, at det kunne være hyggeligt at drikke en øl en dag, men lejligheden byder sig ikke rigtig.

En dag sidder de nogle stykker nede på Calzada, og der føles det mere naturligt at sætte sig. Ud over Dick, John og Terry er der også Larry, som er canadier, men ham snakker vi kun med et par gange – de andre siger, at han er lidt skør i hovedet og nemt bliver hidsig.

Vi finder ud af, at det sted, de mødes, hedder Café Isabella, og at grunden til, at de ikke har noget skilt, alene skyldes, at de aldrig fik det op igen efter at have fået malet. Dick og John og efterhånden også Terry, samt hvem der ellers har lyst, mødes hver dag kl. 16-18 på Isabella for at vende verdenssituationen og drikke nogle øl sammen. Det er virkelig et tabersted, og de er altid de eneste gæster – de har kun én type øl, ejerne har deres hjem inde bagved, og der er aldrig toiletpapir på toilettet, og så larmer trafikken i øvrigt også.

Om søndagen har de lukket, så da mødes de på CENTRALITO på Calzada. Tjeneren er meget sød og hilser altid, når vi kommer forbi, men det er på grund af musikken et meget larmende sted, så det er ikke altid nemt at føre en samtale. På et tidspunkt bliver Dick sur på Café Isabella, så da mødes de nogle dage på La Hacienda. Vi begynder at mødes med dem to-tre gange om ugen – vi ved jo, hvor og hvornår vi kan finde dem – og vi har det rigtig hyggeligt.

Dick (Richard) Dube er 72 år og fra Maine i USA, hvor han stadig har et firma, som hedder A. Fence. Han var gift, da han boede i USA, og hans søn fra det ægteskab kører firmaet i Maine, og Dick tager kun hjem engang imellem for at køre lidt regnskab m.v.

Efter at være blevet skilt tog han til Nicaragua, hvor han har boet i omkring 20 år, og han har det, der hedder Certificado de Residência, hvilket giver ham lov til at opholde sig i Nicaragua i fem år ad gangen, så han har ikke som mange af de andre behov for at rejse ud hver tredje måned. Han bor lidt syd for Granada sammen med sin søn Dick, hvis mor er fra Nicaragua – han er 17 år og en sød fyr, som indimellem kommer og kører sin far hjem. Han er født med et blomkålsøre og kan ikke høre på det øre. De har ansat en, der kommer hver dag for at gøre rent og lave mad – lidt af et arbejde, tænker vi, da Dick senior er utrolig kræsen.

Dick har været single et stykke tid, tror vi, men han kan godt lide at snakke om yngre kvinder, gerne med lidt yppige former, og det, han poster på Facebook, er ikke altid lige stuerent. Han kan godt virke lidt reserveret i starten, men når man lærer ham at kende, er han utrolig lun og hyggelig og godt selskab, og vi har holdt kontakten med ham, efter vi er rejst.

En dag, vi sidder hos Isabella, kommer der en mand forbi med en fin håndlavet kommode på nakken, som han gerne vil sælge. Dick ender med at få ham så meget ned i pris, at det næsten er pinligt, da han måske sælger ud af sit indbo for at få noget at spise. Han ender dog med at runde lidt op og byde manden på en øl – vores indtryk er klart, at han har penge nok, og at han alene prutter om prisen, fordi han synes, det er sjovt.

Dick og John har efterhånden kendt hinanden i 10 år. John Gulley er 69 år og fra staten Wisconsin i USA, og han bor det meste af året i Granada, men tager et smut hjem hver 3. måned, så hans visumfrie periode kan blive fornyet. Han er også fraskilt og har en datter, som kører hans firma videre i USA – et firma, der importerer ægte tæpper og tilbyder rensning af samme. Firmaet går ikke så godt, og John overvejer at lukke det, så hele hans pension ikke forsvinder, og vil derfor gerne hjem og snakke med sin datter. 

Han er en stor mand og kalder sig selv Big John – han går ikke så godt, da han skal have skiftet det ene knæ, og han er heller aldrig kommet sig helt efter en hjerneblødning, han havde for nogle år siden her i Granada. Han vil helst være hjemme, inden det bliver mørkt, så det er grunden til, at de mødes kl. 16-18, og Dick kører ham hjem hver dag. Han har som os rengøring tre gange om ugen, og hun sørger også for at lave mad til ham – han køber ofte brød af dem, der cykler rundt og sælger på gaden. Han køber i øvrigt kaffe med fra USA, da han ikke bryder sig om kaffen fra Nicaragua, da han synes, den smager af for meget, hvilket vi synes, er sjovt. Han snakker en del om sin tid som frivillig brandmand og fortæller, at han også har boet i Thailand på et tidspunkt, hvor han havde en ung kæreste, der blev dræbt i en bilulykke. Da han kom til Granada, blev han kæreste med Maria, som er mere end 30 år yngre end ham. De er ikke kærester mere, men stadig rigtig gode venner, og han har i sin tid hjulpet hende med at tage en uddannelse og har også hjulpet hende økonomisk med hendes tre børn. Hun kigger indimellem forbi til en øl, og det lyser ud af John, at han stadig er meget forelsket i hende. Hun er også en rigtig sød og smilende pige, og hun er god til engelsk. 

Terry er ligesom os strandet i Granada, og han kommer efterhånden også fast hver dag til øl fra kl. 16-18. Han er 62 år og kommer fra staten Ontario i Canada, er fraskilt og har en datter, der bor i Mexico. Ligesom Karl Heinrich rejser han hvert år rundt i Mellem- og Sydamerika, men han er efterhånden blevet så træt af ikke at kunne komme hjem, at han siger, at han aldrig vil tilbage til Nicaragua. Dybest set keder han sig bare rigtig meget. Han bor på hotel, går hver morgen ned til søen for at læse en bog, mødes til øl, spiser en sandwich og går i seng kl. 19. Han er løbet tør for bøger, så vi fortæller om The Garden Café, hvor man gratis kan hente bøger, og det bliver han glad for. Han holder op med at ryge, da han ved, at han på grund af corona skal i isolation hos sine forældre i et ikke-ryger hus, når han kommer til Canada.

Vi synes egentlig, at han er sjov og hyggelig at snakke med, da han kan snakke om noget andet end corona, flybilletter m.v., men Dick og John bliver lidt trætte af hans brok over Nicaragua og præsident Ortega, da de jo godt kan lide at bo i landet. Dick snakker meget mere, når Terry ikke er der.

Vi har nogle hyggelige eftermiddage, og det er lidt trist at sige farvel den sidste dag. Terry skal rejse sammen med os, og Dick har fået billetter til ugen efter sammen med sin søn, så det bliver lidt ensomt for John, indtil Dick er tilbage.