George/Jorge

Vi møder George første gang i midten af april. Han er selvbestaltet turistguide og går rundt i Parque Central med nogle meget falmede plancher med billeder af Isletas de Granada – en række øer, som man kan sejle ud til. Han stopper os nogle gange, og vi lover, at vi nok skal vælge ham, når vi er klar til en sejltur på søen. Han ser en lille smule forhutlet ud, men er meget smilende og taler godt engelsk, og han arbejder i hvert fald for sin sag. Vi finder senere ud af, at han er i midten af 40’erne, er gift og har to børn. En søndag, hvor vi sidder på en bænk i Parque Central og spiser is, kommer han igen, og vi laver en aftale til om mandagen kl. 16 til 15 dollars pr. person, og han får et depositum på 10 dollars. Efter sejlturen fortæller han om en sommerfuglefarm, og den besøger vi også.

En lille uge efter vores besøg på sommerfuglefarmen – en lørdag aften omkring kl. 18 – ringer det på døren, og Jens Peter går ud og lukker op – det er George. Han er fuld og er kommet til at drikke alle sine penge op (hvad der svarer til 100 kr.), og han tør ikke komme hjem til konen. De har ikke penge til mad, og han har ikke betalt elregningen. Han kommer med en meget lang og indviklet forklaring om, at en canadier vil sende ham nogle penge inden for få dage. Enden på det hele bliver, at han vil låne 20 dollars – vi bliver enige med hinanden om, at vi nok aldrig får de penge igen, men at han nok også har mere brug for dem, end vi har. Han får pengene, men får også besked om, at det er sidste gang, han skal opsøge os herhjemme.

Normalt løber vi på George flere gange om ugen, men de næste tre uger går han fuldstændig i flyverskjul – lige til en dag, hvor vi sidder på La Hacienda. Han har en lille skid på, men han vil gerne sige undskyld, og vi byder ham på en øl. Igen masser af søforklaringer, men ingen penge. På et tidspunkt spørger Jens Peter ham, hvordan det kan være, at han er så god til engelsk, og så får vi hans livshistorie.

Hans mor flygtede med ham og hans søskende til Texas i forbindelse med revolutionen sidst i 70’erne – da var han seks år. Da han bliver ældre, bliver han chauffør for nogle narkosmuglere, som smugler narko fra Mexico til USA. Det ender selvfølgelig galt, og han får en dom på seks års fængsel i Texas – efter fem år får han en aftale med FBI. For at bevise sin historie begynder han at hive op i t-shirten, så vi kan se alle hans fængselstatoveringer – de andre på terrassen kigger en ekstra gang.

FBI får ham løsladt. Hans mor er på det tidspunkt flyttet tilbage til Nicaragua, og han vælger det samme, da han ikke kan blive i USA, da han jo har stukket nogle af narkosmuglerne til FBI. Det er 15 år siden nu. Måske er det meste en røverhistorie, men det er da meget god underholdning for 20 dollars.

Vi bliver ved med at hilse på ham, men vi snakker ikke penge. Han forsøger at tigge en enkelt gang, men Jens Peter siger, at det er helt udelukket, når han ikke kan overholde sine aftaler. Vi har lidt ondt af ham, for han render stadig rundt inde på torvet og forsøger at finde nogen, der eventuelt har brug for at blive kørt til Managua for at forny visum eller til lufthavnen – på et tidspunkt har han hentet et par piger i San Juan del Sur, hvor alt er lukket. Det er synd for ham, men han er jo desværre ikke den eneste.