Chengdu Zoo

En dag efter morgenmaden tager vi en DiDi ud til Chengdu Zoo, som ligger en halv times kørsel nordøst for centrum.

Det er en rigtig flot zoologisk have, hvor vi har nogle hyggelige timer, og vi er enige om, at det faktisk er en bedre oplevelse end vores besøg i Chengdu Research Base of Giant Panda Breeding. Dyrene bliver godt præsenteret, og området er hyggeligt bygget op med mange stier på kryds og tværs. Også her er der pandaer, og så ser vi den gyldne stumpnæseabe, som vi aldrig har set før. Den lever i bjergskove i det centrale og sydvestlige Kina og har det mest pudsige ansigt og en imponerende pels, der gør den i stand til at tåle vintertemperaturer ned til minus 5 grader celsius. Det er et meget specielt dyr.

Vi slutter af med noget koldt at drikke, inden vi går mod udgangen, og efterfølgende besøger vi et indkøbscenter overfor, hvor vi finder et rigtig stort og flot supermarked i kælderen. Vi tager en DiDi tilbage til hotellet.