Byens seværdigheder
Vi har fire uger i Chengdu, og vi synes selv, at vi når de seværdigheder, som byen har at byde på; der er nu slet ikke så mange, i betragtning af hvor stor en by Chengdu er. Pandaerne er selvfølgelig den største seværdighed af dem alle, og dem ser vi både i Chengdu Research Base of Giant Panda Breeding og i zoologisk have samt som skulpturer og souvenirs over hele byen. Vi er på en guidet gåtur, besøger tre museer og to områder, der viser, hvordan byen så ud for mange år siden. Det bliver også til et tempel, et kloster, to parker, kinesisk opera og ikke mindst flere dejlige gåture langs floden.