Vores hotel
Airbnb findes ikke i Kina, og da de lokale udlejningsportaler kun er på kinesisk, har vi denne gang valgt at finde et sted at bo gennem Hotels.com. Der er ikke et særligt stort udbud, men vi er heldige at finde en lille lejlighed på hotellet Somerset Riverview, der ligger på adressen No 1 Section 3, Renmin South Road. Receptionen og morgenmadsrestauranten ligger på 3. sal, og vi kommer til at bo på 33. etage i lejlighed 3311. Det er en fin lille lejlighed med både stue, soveværelse, et lille køkken og et dejligt stort badeværelse, og vi er også heldige at have en vaskemaskine i lejligheden. Vi har en fantastisk udsigt over floden og byen og kan se direkte op til den centrale plads Tianfu Square. Det er en af de bedste udsigter, vi nogensinde har haft, og vi nyder den især om aftenen, når alle lysene bliver tændt.
Der er morgenmad med i prisen, så efter at have vænnet os til at starte langsomt om morgenen skal vi nu op og i gang, så vi kan nå morgenmaden inden kl. 10.00 på hverdage og kl. 10.30 i weekenden. De tager det i øvrigt meget bogstaveligt, så alt bliver ryddet væk til tiden. Det er en meget kinesisk morgenmad med masser af ris og nudler og desværre også ofte en del chili, så det er ikke altid, at vi får spist så meget. Jens Peter får toast og yoghurt, mens Hanne ofte nøjes med et par hårdkogte æg og stegte ris og nogle gange en omelet. Kaffen er heldigvis god.
De er meget søde til at hjælpe i receptionen, når vi har brug for det. De kan forbavsende lidt engelsk, men de er heldigvis ret gode til at bruge en oversættelses-app på telefonen. De hjælper os med at købe togbilletter til byen Guilin, som vi skal besøge efter Chengdu, og med køb af billetter til Sichuan Opera. Vi får gjort rent i lejligheden hver dag og får også fire flasker vand samt vaskepulver, hvis vi har vasket tøj.
I starten har vi lidt problemer med at få ordentlig wi-fi i lejligheden, så vi bruger meget lang tid på at uploade billeder. Det hjælper nogle gange at gå ned i receptionen eller i caféen i stueetagen, og vi finder også ud af, at OneDrive virker bedre, når vi slår VPN’en fra. Det bliver heldigvis bedre med tiden.
Vi bliver glade for at bo her, da beliggenheden er noget nær perfekt, og da lejligheden har en god størrelse.