Folkets Park

Folkets Park ligger 10-15 minutters gang i vestlig retning fra byens centrale plads, Tianfu Square. Parken ligger i det tidligere Shaocheng, der betyder lille by, og i 1911 omdannede Yu Kun, den sidste Qing-general i Chengdu, en del af Shaocheng til byens første offentlige park, kendt som Shaocheng Park. Parken er blevet udvidet flere gange gennem årene, og efter oprettelsen af Folkerepublikken Kina i 1949 omdøbte den nye kommunistiske regering parken til Folkets Park i 1950. Folkets Park er byens åndehul, og her mødes folk for at snakke, spille kort eller brætspil og drikke te, og især i weekenden er her rigtig mange mennesker. Vi besøger et lille hjørne af parken på vores tur rundt i byen dagen efter vores ankomst; besøger den igen på vores guidede gåtur; og udforsker den lidt nærmere en sidste gang en søndag eftermiddag, hvor vejret er rigtig godt.

Det er en forholdsvis stor park med flotte broer, små søer med fisk og en smuk bonsaihave, og på den store sø sejler små både rundt. Der er også et lille område, hvor man har mulighed for at lede efter en ægtefælle, idet her hænger “kontaktannoncer” på flere stativer. Leder du efter en kone, skal du kigge på de lyserøde sedler, mens de lyseblå er for dem, der leder efter en mand. Her er typisk oplysninger om alder, beskæftigelse, indkomst og pensionsopsparing og nogle gange også information om de kommende svigerforældres økonomiske forhold. Vi får at vide, at det tit er de unge menneskers mødre, der forsøger at formidle kontakt, som forhåbentlig kan føre til ægteskab. Selv bruger de dating-apps som andre steder i verden.

På vores sidste besøg er vi heldige at få et bord helt ud til søen i tehuset Heming Tea House, der har ligget samme sted i mere end 100 år. Her er ellers rift om pladserne, og det er vores indtryk, at mange sidder her i lang tid, idet her både spilles kort og det kinesiske spil mahjong, der er et spil med brikker, som typisk spilles af fire personer. Her serveres kun te, og vi vælger grøn te med jasmin, som er meget typisk for dette område i Kina. Teen serveres i kopper med låg; tebladene hældes i, og efter de har trukket et stykke tid i en smule vand, hældes der yderligere vand på, og det er så meningen, at låget bruges til at forhindre, at man får tebladene ind i munden. Det er nu lettere sagt end gjort. Man får en større termokande med vand, så man kan blive ved med at hælde vand på tebladene, indtil der ikke er mere kraft i dem. Vi synes nu, at teen hurtigt bliver bitter, men det er hyggeligt at sidde her en søndag eftermiddag midt mellem alle de kinesiske familier.