Isla Taquile

Da vi sejler fra Las Islas Uros til Isla Taquile, er vi heldige at få en plads oppe på dækket, så vi kan nyde solen og ikke mindst den meget smukke sø. Vi sejler i næsten to timer; vi runder et par halvøer på vejen og kan efterhånden se bjergene i Bolivia i horisonten.

Taquile ligger 45 km fra byen Puno, der bor omkring 2.200 mennesker på øen, og den har et areal på 5,72 km². Da vi nærmer os øen, hvor vi skal spise frokost, får vi at vide, at vi skal gå 1 km op ad en stejl sti til byen og dermed restauranten, som ligger i 3.950 m højde. Vi brokker os lidt over, at det ikke fremgår af programmet, da 1 km opad i bagende sol i denne højde faktisk er hårdere, end man skulle tro, og guiden siger, at vi endelig skal gå stille og roligt, for han har haft en turist, der kollapsede på et tidspunkt – det bliver man nu ikke mere rolig af.

Vi går stille og roligt og holder de pauser, vi har brug for, og kan nyde den fantastiske udsigt, så det går fint. Da vi er kommet op til byen, bliver vi mødt af et par mænd og nogle kvinder, som sidder og væver, og ikke mindst nogle mænd, der sidder og strikker. Øen er nemlig kendt for, at det er mændene, der styrer strikkepindene, og kvinderne, der væver, og deres håndværk er anerkendt i hele Peru. Vi får dejlig frisk ørred til frokost, hvorefter vi går rundt og kigger på den lille by. Der er dans på torvet, og alle indbyggerne i byen går klædt i den traditionelle klædedragt, så det hele virker meget festligt og farverigt. Jens Peter køber en flot hat og Hanne en typisk peruviansk strikhue, inden vi skal ned til båden igen. Den er sejlet om til en anden havn, så denne gang skal vi gå 2,5 km, men det går jo heldigvis ned ad bakke, og udsigten er stadig flot.

Vi sejler tilbage til Puno efter en dejlig dag på vandet med lidt for meget sol og bliver kørt op til vores hotel. Vi går ud i byen og tager en drink, inden vi finder en hyggelig restaurant, hvor vi får noget at spise. Her falder vi i snak med et ungt par fra København, Mia og Benjamin, hvilket er rigtig hyggeligt.

Næste morgen tager vi en taxa til busstationen, hvor vi nu kender proceduren med print af billetter og køb af boardingpas, og denne gang er vi heldige at få pladser allerforrest i bussen. Turen går fint og en anelse hurtigere end sidst, men den tager stadig tættere på syv timer end på seks. På et tidspunkt bliver vi taget ud til kontrol, hvor Jens Peter sammen med mange andre skal stå af bussen med vores rygsæk, gå gennem en bygning og stå på bussen igen lidt længere henne. De tjekker ingenting, så vi finder ikke ud af, hvad det går ud på. Vi kommer godt hjem til lejligheden, er trætte, men synes, vi har haft en god tur.