Mongoliet | Ulan Bator | Restaurant

Chinggis Beer Club

Chinggis Beer Club

Hvis du kan lide en god øl og gerne vil besøge et lokalt sted i Ulan Bator, kan vi anbefale Chinggis Beer Club, der ligger 10 minutter på gåben nord for den centrale plads. Især fredag og lørdag aften er det et populært sted, og her er en rigtig god stemning. Du skal ikke komme alt for sent, hvis du vil have en siddeplads.

De har også et lille udvalg af mad, og vi kan anbefale svinekoteletten.

Mongoliet | Ulan Bator | Museum

Chinggis Khaan National Museum

Chinggis Khaan National Museum

Chinggis Khaan National Museum i Ulan Bator hører klart til blandt de flotteste museer, vi har besøgt i Asien. Museet har fokus på Mongoliets historie under Djengis Khan, og man har gjort meget ud af udstillingerne i de enkelte sale.

Husk, når du køber billet, at den også skal dække den store guldstatue på 9. sal.

New Zealand | Christchurch | Restaurant

Christchurch Tramway Restaurant

Christchurch Tramway Restaurant

Når man går en tur i Christchurch, bliver man i godt humør af at se de mange gamle sporvogne køre rundt, og hvis man har mulighed for det, skal man unde sig en tur med Christchurch Tramway Restaurant. Her får du serveret fire retter velsmagende mad, mens man kører rundt i hele Christchurch.

Husk at bestille bord i god tid.

Uruguay | Sacramento | By

Colonia del Sacramento

Colonia del Sacramento

Colonia del Sacremento, som er en af Uruguays ældste byer, er bestemt et besøg værd. Man kan sagtens bruge nogle timer i den historiske bydel, som ligger ud til vandet. Her kan man gå rundt i de hyggelige små gader, og der ligger mange fine restauranter og caféer. 

Man kan tage på en guidet tur fra Montevideo, men der går også flere busser, hvis man vil af sted på egen hånd.
 

Spanien | Combarro | By

Combarro

Byen Combarro

Hvis man tager på biltur i Galicien, er Combarro virkelig et besøg værd. Byen er et lille fiskeleje, som er kendt for flere små fiskerhuse på pæle, som tidligere blev brugt til at tørre både fisk og garn i.

Gå en tur i de små gader, og nyd lidt skaldyr på en af de mange restauranter.

Colombia | Medellín | Graffiti

Comuna 13

Comuna 13

Det er ikke mange år siden, at Comuna 13 blev betragtet som det farligste område i Medellin, og området var kendt for bandevold, politiangreb, karteller og ulovlig handel med narkotika.

I dag er Comuna 13 en af Medellíns største seværdigheder, og udbuddet af guidede gåture er stort. Især den flotte grafitti er værd at se, men også gallerierne og caféerne er et besøg værd.

Vi kan anbefale en tur med Luís hos SAG Tour.

Kina | Guilin | Seværdighed

Cruise til Yangshuo

Cruise til Yangshuo

En væsentlig grund til, at mange vælger at besøge denne del af Kina, er de mange smukke kalkstensbjerge, der ligger langs Li-floden, og dem ser man bedst, hvis man tager på et cruise fra Guilin til Yangshuo. Man må ikke snyde sig selv for denne fantastiske sejltur på fire timer, hvor man kommer forbi de smukkeste landskaber.

Vi kan anbefale, at man køber VIP-billetter, så man sidder forrest på øverste dæk.

Ecuador | Cuenca | By

Cuenca

Cuenca, Ecuador

Cuenca er Ecuadors tredjestørste by, og den er bestemt et besøg værd.

Cuencas historiske centrum er på UNESCOs Verdensarvsliste. Parque Calderón er byens naturlige centrum med domkirken som naturligt samlingspunkt, og her er mange smukke huse. Byens blomstermarked er farverigt, og her er også flere hyggelige markedshaller.

Byen er ikke så stor, men man kan sagtens hygge sig en uge, da her er virkelig mange gode restauranter.