Cruise til Yangshuo

En væsentlig grund til, at Guilin er blevet så stor en turistby, og også en væsentlig grund til, at vi har valgt at besøge byen, er de mange flotte kalkstensbjerge i området. Dem kan man især se, hvis man tager på cruise på Li-floden fra Guilin til Yangshuo, der ligger ca. 70 km i sydlig retning, så vi bestiller en tur gennem Jenny, der er tilknyttet hotellet som turarrangør.
Vi bliver hentet af en chauffør på hotellet lørdag den 19. juli kl. 7.45, og han kører os til færgelejet, der ligger 25 km nede af floden. Han går ind og henter vores billetter og følger os hen til indgangen, hvorefter vi har resten af dagen for os selv.
Båden afgår kl. 9.20, og eftersom vi har bestilt VIP-billetter, har vi de bedste pladser på øverste dæk med meget store og bløde stole og masser af plads. Vi er glade for, at vi valgte disse billetter, og de var ovenikøbet ikke ret meget dyrere end de almindelige. Der er ingen tvivl om, at denne sejlads er populær, for der afgår en række både på samme tid, så vi sejler i kortege hele vejen til Yangshuo. Det er en lille smule ærgerligt med så mange turister, men vi er her jo selv, og bjergene er jo lige flotte af den grund.
Turen tager fire timer i alt, og vi kommer forbi nogle meget smukke steder; der er en livlig trafik på floden, men de fleste både sejler med turister. På et tidspunkt stiller kineserne sig op på dækket med en 20 yuan-pengeseddel i hånden, da motivet herpå er fra nogle af de bjerge, vi sejler forbi. Vi får dog ikke rigtig fat i hvilke. Der bliver også serveret frokostbuffet, inden turen er forbi, men den er nu ikke noget særligt.
Vi er fremme i den lille by Yangshuo kl. ca. 13.15 sammen med en frygtelig masse andre turister, og vi bliver ledt ind til byen ad en vej med souvenirboder på begge sider. Vejen er heldigvis overdækket, da solen er meget skarp, og da her er meget varmt. Vi fortsætter lidt hen langs floden, men går ellers meget hurtigt ind på caféen Mingyuan Coffee for at få noget koldt at drikke. Vi bruger et par timer på at udforske byens små gader, besøger nogle butikker og får noget mere koldt at drikke på en hyggelig café i boghandlen Cat’s Sky City Concept Bookstore. Her kan man skrive et postkort, putte det i en postkasse og få caféen til at sende det på en given dato. Vi beslutter os herefter for at tage hjem, da her simpelthen er for varmt. Det er en hyggelig, men også en meget lille og meget turistet by, og vi er glade for, at vi har valgt at bo i Guilin og ikke her. Der er ellers flere, der har sagt til os, at Yangshuo er meget hyggeligere.
Planen var oprindeligt at tage en bus tilbage til Guilin, men da vi finder ud af, at en DiDi kun koster 215 kr. for en tur på halvanden time, vælger vi denne løsning i stedet. Vi kommer efter en behagelig køretur tilbage til vores hotel efter en rigtig dejlig dag.