Yeccan Cervecería

Yeccan Cervecería ligger på Calle de Chiapas, som er lige rundt om hjørnet i forhold til Ébano Café. Vi sætter os for at få en øl en dag, hvor vi er på vej ned til bryggeribaren Tasting Room, og finder ud af, at her er rigtig hyggeligt, og at de har en del øl at vælge mellem. De har både flere, som de selv brygger, øl fra forskellige mexicanske bryggerier og også udenlandske øl. Vi kommer der nogle gange og bliver hurtigt kendt, og vi prøver også deres burgere og sandwich, som er rigtig gode. En dag, hvor der er udsolgt af stout på fad, lokker de os til at købe en stout på dåse, som bliver den dyreste øl, vi smager i Mexico. Den koster 95 kr. pr. stk., men det skal dog siges, at de nævner prisen, inden de åbner den. Sidste gang, vi kommer, får vi et lille glas øl som afskedsgave, da vi fortæller, at vi rejser. De giver os også en seddel med navnet på et godt lokalt bryggeri i Oaxaca.