Mexico City
Mexico City er hovedstad i Mexico – på spansk hedder byen Ciudad de México, hvor forkortelsen CDMX ofte bruges, og mexicanerne omtaler den oftest bare som México. Byen har ca. 23 mio. indbyggere, er meget flad, strækker sig over et kæmpe areal og består af mange forskellige områder og kvarterer. Som i de fleste storbyer i verden er der områder, man skal holde sig fra, men de ligger primært i den sydligste og nordligste del af byen, hvor de fattigste indbyggere bor. Da vi tager på udflugt nord for byen, kommer vi igennem et meget stort område, hvor favelaerne ligger op ad bjergskråningerne ud til motorvejen – dvs. områder, hvor de virkelig fattige har slået sig ned. Det ser meget farverigt ud, og vores guide fortæller, at regeringen har foræret dem maling, så det hele ikke skal se alt for gråt ud.
Mexico City ligger i en dal i 2.250 m højde og har et ganske behageligt klima. Mens vi bor her, ligger dagtemperaturen mellem 22 og 30 graders varme, og da luften er meget tør, sveder vi slet ikke på samme måde som i Nicaragua. Om natten kommer temperaturen ned under 15 grader, så vi har slet ikke problemer med at sove, og aircondition findes kun få steder som i de store varehuse m.v. Der er heldigvis også kun få myg. Regntiden sætter ind i de sidste par uger, vi er her, men det er mest om natten, det regner. Især i starten kan vi godt mærke, at vi er kommet op i højden, og bliver lidt forpustede. Luftkvaliteten i byen er heller ikke altid god, og så hjælper det heller ikke, at vi for det meste går med mundbind.
Mexico City har i nyere tid været ramt af to jordskælv – i 1985 og i 2017. Begge gange skete det den 19. september, så indbyggerne i byen er lidt overtroiske i forhold til den dato. Jordskælvet i 1985 var det kraftigste, og det blev målt til 8,1 på Richterskalaen – den dag i dag kan man stadig se forladte bygninger fra dengang med tydelige skader. Tæt på vores lejlighed, på Insurgentes, ligger der en stor tom ejendom, der i sin tid var lidt af et prestigebyggeri, som husede både lejligheder og kontorer. Vi kan læse os til, at fraflytningen startede med jordskælvet i 1985. I dag er den bortset fra stueetagen helt tom, og det er lidt pudsigt, at den ikke er blevet revet ned.
Mexico som land har fået et dårligt ry med megen kriminalitet og kampe mellem politi og narkokarteller, og der er flere stater, hvor man fraråder turister at tage hen. Der er lokalvalg den 6. juni 2021, og vi kan læse i avisen, at der, siden valgkampen startede, er blevet dræbt 41 kandidater, og hertil kommer en lang række overfald og flere kidnapninger.
Mexico City har dog været forskånet for meget af dette, og man har gjort meget for, at både indbyggere og turister skal føle sig trygge. Vi har ikke før været et sted, hvor der er så meget politi på gaden, men de kører bare stille og roligt rundt og virker ikke aggressive på nogen måde. De har et specielt hjælpepoliti/turistpoliti, som holder rundt omkring i vores område, og de er der typisk for at hjælpe folk med at finde vej og andet. Vi føler os i hele perioden meget trygge og oplever slet ikke noget ubehageligt.
Du kan se mange af de steder, vi besøgte, på dette Google Maps: Mexico City - places to see