Øvrige barer

Morenos Tasting Room ligger som Yeccan på Calle de Chiapas, bare lidt længere østpå, og vi besøger stedet, kort tid efter vi er ankommet, da vi har læst om dem på forhånd. Der er hyggeligt nok, men der er ikke så mange øl at vælge mellem og heller ikke så mange mennesker, så da vi først har fundet Yeccan og Drunkendog, går der et stykke tid, inden vi kommer tilbage. Vi ender med at komme et par gange, hvor Yeccan har lukket, og da får vi et par udmærkede øl, og den ene gang får Jens Peter nogle virkelig gode tacos. 

Vi finder ud af, at der ligger endnu et bryggeri i Roma Norte på Coahuila, som hedder Falling Piano Brewing Co. Det ligger lidt længere væk, men vi går derud en lørdag eftermiddag. Vi sidder ude på gaden, men Jens Peter får lov at gå indenfor, så han kan tage et billede af det faldende piano. Øllene er nu ikke så spændende, så vi går videre til Yeccan og kommer ikke tilbage.

En dag, hvor vi går op i området omkring rundkørslen Fuente de Cibeles for at finde noget aftensmad, kommer vi forbi ginbaren Gin Gin Cibeles, og vi beslutter os for at tage en drink, inden vi spiser. Det er en fredag aften, og stedet er meget populært – lokalet er også rigtig hyggeligt. Vi bestiller en gin og tonic, og de overtaler os til at prøve en rigtig god gin – det er så også en meget dyr gin, viser det sig. Selvom musikken er meget høj, så vi stort set ikke kan tale sammen, beslutter vi os for at spise der og bestiller en oste- og charcuteritallerken. Det smager godt, men der er nu ikke så meget mad, så på vej hjem besøger vi Drunkendog, hvor vi får en øl og nogle pommes frites.