Øvrige restauranter, caféer og barer

Der er alt for mange steder, vi ikke når at besøge i Melbourne, men vi forsøger at komme lidt forskellige steder.

I den lille gade Katherine Place meget tæt på vores lejlighed får vi rigtig god mad på den italienske restaurant Romo Pizza Bar, og vi får god betjening af tjeneren, som er en ung pige fra Frankrig. Lige overfor ligger der en taiwanesisk restaurant, Mr Huang Jin, hvor maden både er god og billig, og i samme gade ligger den lidt dyrere japanske restaurant Izakaya Hosaku, hvor maden er udmærket, men hvor der er lidt for meget gang i deres aircondition. State of Grace på King St har en hyggelig tagterrasse og gode pizzaer, men der er lidt for meget partystemning i weekenden, og Rare Steakhouse lidt længere oppe ad gaden er et lidt pudsigt sted, som ikke er rigtig hyggeligt. Der er meget koldt, og så indeholder alle deres sovse chili, så det bliver en steak uden sovs til Hanne.

Scugnizzo Ristorante på Little Bourke Street er en udmærket italiensk restaurant, på Time Out på Fed Square får vi rigtig god morgenmad, og på den franske restaurant Bistrot d’Orsay får vi rigtig god mad på vores kærestedag. Vi spiser middag med Hamish og Nadine på det danske steakhouse A Hereford Beefstouw, og her får vi masser af godt kød og ikke mindst bearnaisesovs. Tjeneren er fra Danmark, og hun vil rigtig gerne snakke, og hun griner lidt, da vi nævner, at der løber en mus rundt – de ved det åbenbart godt, men kan ikke fange den. På China Bar i Chinatown får vi dumplings og to typer svinekød, hvor den ene slags er flæskesteg med sprøde svær.

Vi går over floden til restauranten Left Bank, men det er ikke en speciel god oplevelse, da musikken er så høj, at vi ikke kan tale sammen, og Restaurant 1903 på Spencer Street er også et lidt kikset sted, som vi ikke har lyst til at besøge igen.

Vona Co er en hyggelig café i en lille smøge, som vi desværre kun får besøgt to gange. Ejerne er et ægtepar fra Tyrkiet, og vi får en fantastisk betjening. Cherry and Twigs er en hyggelig café i Flinders Lane, hvor vi spiser morgenmad to gange, og The Butter Room i gaden Katherine Place er en koreansk café, hvor vi er en enkelt gang. Caffé e Torta og Le Petit Chateau Restaurant er begge hyggelige caféer i henholdsvis Royal Arcade og The Block Arcade, og vi mødes med Cameron til morgenmad hos Oakberry Acai i Degraves Street. Vi køber bagels med hjem en enkelt gang hos Schmucks Bagels.

Den hyggeligste vinbar i Melbourne må næsten være Bijou Bottle Store, som vi besøger to gange. Her får vi god vin, en lækker terrine og god betjening. Vinbaren Myrtle Wine Bar besøger vi kun en enkelt gang, og den er ikke nær så hyggelig. Vi besøger Beer DeLuxe på Fed Square to gange, og vi får begge gange en ganske god stout, og på Boilermaker House tager vi afsked med Hamish og Nadine; Nadine får en whisky, og vi andre tre tager en øl.