Restauranterne, caféerne og barerne

Melbourne restauranter

Vi bor kun fire uger i Melbourne, så vi når ikke rigtig at finde nogle steder, som vi kan kalde vores stamsteder, men vi prøver da lidt forskelligt. Udbuddet af restauranter er enormt, og som i mange andre storbyer er det ikke alle steder, der har fået lige gode anmeldelser. Eksempelvis er flere af restauranterne langs floden, hvor der er mange turister, bedømt ret dårligt, mens den lille lidt anonyme gade Katherine Place meget tæt på vores lejlighed har flere restauranter med rigtig gode anmeldelser, så man skal lige se sig for. Der er rigtig mange asiatiske restauranter i Melbourne, og vi får da både prøvet en kinesisk, en japansk og en taiwanesisk.

Som i New Zealand lukker de fleste caféer kl. 15.00, da de også her benyttes som morgenmads- eller frokostrestaurant og ikke som et sted, hvor man går hen om eftermiddagen for at drikke en kop kaffe. Det vænner vi os aldrig rigtig til.