COVID-19

I forhold til corona er der ingen restriktioner, bortset fra at man stadig skal gå med mundbind alle vegne, også udenfor. Vi har nu gået med mundbind både inde og ude, siden vi kom til Spanien i august 2020, og vi er efterhånden godt trætte af det. De sidste uger i Medellín virker det til, at der er flere og flere, der går uden, hvilket måske hænger sammen med, at flere og flere bliver vaccineret. Vi har altid vores mundbind med, og så gør vi lidt, som de andre gør – hvis der kommer nogen imod os, som har mundbind på, tager vi også vores på.

Vi kan læse os til, at det bliver et krav i flere og flere lande, at man er vaccineret, og hvis det ikke ligefrem er et krav, så slipper man i hvert fald for test og karantæne, når man rejser ind. Vi spørger Lilian på Beer & Laundry, om hun ved, hvor vi kan blive vaccineret, og hun mener, at det kan lade sig gøre i indkøbscenteret El Tesoro, så vi tager en taxa derud. Vi bruger rigtig lang tid på at finde det rigtige sted, men da det lykkes, viser det sig, at det kun er for colombianske statsborgere. Lilian spørger også en læge, hun kender, men hun kan heller ikke hjælpe.

Vi finder ud af, at Panama City åbner op for vaccinationer for turister, og da vi alligevel har billet dertil den 27. oktober, begynder vi at undersøge nærmere. Vi finder ud af, at man skal booke to overnatninger på et af en række udvalgte hoteller, hvorefter hotellet hjælper med at booke tid til to vaccinationer med seks ugers mellemrum. Det er ikke optimalt, da vi ikke rigtig har lyst til så lang tid i Panama, men vi kan ikke se andre løsningsmuligheder, så vi skriver til et af hotellerne.

De svarer heldigvis ikke med det samme, for dagen efter, en lørdag aften, skriver Lilian til os på WhatsApp, at det netop nu er muligt for alle at blive vaccineret oppe i Parque Lleras, hvis man møder op med sit pas. Det viser sig, at der er et overskud på 200 doser af vaccinen Janssen, som er ved at blive for gammel, og man vil hellere stille dem til rådighed for alle end være nødt til at smide dem ud. Vi skynder os derop og bliver begge vaccineret, hvorefter det er tid til øl og pizza hos Lilian. Hanne bliver syg de næste par dage med lidt feber og hovedpine, men derefter er det ovre. Hvis vi kunne vælge, ville vi hellere have haft en af de vacciner, der kræver to stik, men mange colombianere er på venteliste til stik nr. 2, så vi er tilfredse med det, vi kunne få.

Vi får registreret vores vaccination på sundhed.dk og får vores tidligere læge til at godkende det, hvorefter vi har et dansk coronapas.