Australien | Melbourne | Biograf

Village Cinemas

Village Cinemas

Hvis du er ude efter en lidt anderledes biografoplevelse, kan vi anbefale et besøg i Village Cinemas, som ligger i Crown-komplekset. Du skal købe billetter til en film i en af salene i afdelingen Gold Class, for så får du mulighed for at bestille både mad og drikke, som bliver serveret under filmen.

Du skal være opmærksom på, at billetterne ikke er helt billige, men man bestemmer jo selv, hvor meget man køber derudover.

Argentina | Mendoza | Musik

Viña Rock Café

Viña Rock Café

Viña Rock Café er et fantastisk spillested i Mendoza, som får vores varmeste anbefaling. Hver onsdag fra kl. 22 er her Blues Jam, hvor en række musikere kommer forbi og bidrager til underholdningen med musik og sang af den højeste kvalitet. Her er fri entre, og både mad og drikkevarer kan fås til lave priser. Husk drikkepenge.

Følg dem på Facebook, da her er mange andre ting på programmet i løbet af ugen.

Argentina | Mendoza | Vinbar

Vinobien

Vinobien, Mendoza

Vinobien er en rigtig hyggelig vinbar i Mendoza på Av. Belgrano, hvor ejeren gør, hvad han kan, for at man skal føle sig velkommen. Her er et meget stort udvalg af vine, så her er noget for enhver smag og enhver pengepung. Her er et lille menukort med tapas af meget høj kvalitet.

Her er ikke mange borde, så vi anbefaler, at man bestiller bord, og så skal man huske, at de lukker kl. 22.00.

Ecuador | Quito | Restaurant

Vista Hermosa

Udsigten fra terrassen

Restauranten Vista Hermosa i Quito er ikke en restaurant, man lige kommer forbi, så vi anbefaler, at man tager en taxa.

Her er en fantastisk udsigt over det historiske centrum, og maden er dejlig med fokus på gode steaks. Da udsigten er bedst om aftenen, hvor centrum er oplyst, skal man huske varmt tøj, da man får den bedste oplevelse, hvis man sidder udenfor på terrassen. Husk at bestille bord.

Nicaragua | Granada | Natur

Volcán Masaya

Volcán Masaya

Volcán Masaya ligger i en nationalpark ca. en halv times køretur fra Granada. Du kommer helt tæt på, da man kan køre op til kraterkanten, hvor anbefalingen er, at man kun opholder sig i 20 minutter, da gasserne er giftige. Den er bestemt et besøg værd i dagtimerne, men især om aftenen er det helt specielt.

Man kan se den glødende lava, når solen går ned, og det bedste tidspunkt er tiden lige inden og efter solnedgang.

Mexico | Oaxaca | Vægmalerier

Vægmalerierne

Vægmalerierne

Der er utrolig mange flotte vægmalerier i Oaxaca, og rigtig mange af dem har reference til De Dødes Dag. De Dødes Dag (Día de Muertos) er en ældgammel tradition fra aztekernes og mayaernes tid, og datoen er hvert år den 2. november – festlighederne starter dog allerede den 31. oktober, allehelgensdag.

Vægmalerierne er der selvfølgelig hele året og findes ved at gå rundt i gaderne. Især i området Jalatlaco finder man mange.

Australien | Sydney | Byområde

Watsons Bay

Watsons Bay

Der er mange muligheder for at tage på tur med en af færgerne i Sydney Havn, og vi vil gerne anbefale en tur til Watsons Bay. Det er et utrolig dejligt område med den mest fantastiske udsigt til Sydney skyline, og så er her mange små hyggelige strande. Vi anbefaler en gåtur rundt om pynten South Head, så man kan se indsejlingen til havnen.

Byen er meget lille, men det er bestemt muligt at få en god frokost.

Colorado, USA | Denver | Bar

Woods Boss

Wood Boss i Denver

Woods Boss i Denver åbnede dørene i 2018. De holder til i et rigtig stort lokale, og selve baren er ualmindelig flot. De engagerer sig meget i lokalsamfundet og holder mange forskellige arrangementer. Søndag eftermiddag er der ofte levende musik, og der møder folk op i alle aldersgrupper.

De har store ambitioner omkring deres produktion og har altid gang i nye varianter. Deres øl er blandt byens bedste, og der er en dejlig stemning hos dem.