Butikkerne
Da vi jo bor på hotel, har vi ikke brug for de store indkøb, men vi besøger dog supermarkedet i kælderen under varehuset Guilin Wangcheng Department Store et par gange for at købe kaffe, snacks og andre småting. Vi køber ekstra vand i et par butikker tæt på hotellet, og bageren Ton Gyan Wuyu nede på hjørnet har nogle udmærkede kager, som vi nogle gange køber med hjem på værelset om eftermiddagen. Deres små lidt søde kager med “danske” pølser smager lidt pudsigt, så dem køber Hanne kun én gang.
Tøjbutikkerne i gågaderne er pænere end så mange andre steder, vi har boet, men desværre har de ikke rigtig noget i vores størrelse. Hanne får dog købt et par sandaler i Guilin Wangcheng Department Store. Ellers får vi købt flere magneter, et kaffekrus med et Mao-citat og et par fine tegninger af floden og kalkstensbjergene.
Der er mange meget store butikker med varer som te, spiritus og kinesisk slik, der primært henvender sig til turister, men hvor der sjældent er ret mange mennesker. Jens Peter prøver lidt forskellige typer slik, men det meste af det er lidt kedeligt. Hanne bliver glad for en type med nødder og honning, som de laver ude på gaden foran en af butikkerne.
Alle steder i byen finder man butikker med traditionelle kinesiske klædedragter, hvor man kan blive sminket og leje tøj for en dag. Det er der rigtig mange af turisterne, der benytter sig af, og vi får lov at tage et billede af tre smukke piger nede ved floden.