Li-floden
Li-floden, der er 164 km lang, løber gennem Guilin, og vi skal bare en kort tur ned for enden af vores vej for at komme til den smukke og meget lange promenade langs floden. Det er en ret bred promenade med mange utrolig smukke træer og indimellem også mange cikader, der virkelig kan larme meget. Om formiddagen er her flere grupper af mennesker, der danser, og her er hele dagen mange, der går tur. I floden står der flere, der fisker, og indimellem er her også en del turbåde, men generelt er der nu ikke megen trafik på floden. Der er nogle steder folk, der bader, og vi ser også nogle, der vasker tøj.
Der går en stor bro over floden, tæt på hvor vi bor, og den krydser vi til fods en enkelt gang. Herfra kan man tydeligt se de smukke kalkstensbjerge, som vi kommer meget tættere på, den dag vi sejler sydpå til byen Yangshuo. På den anden side af floden ligger byens operahus, og der står en større hesteskulptur nede ved vandet, men ellers er her nu ikke så meget at se på.
Om aftenen er der endnu flere, der går tur langs floden, her er levende musik flere steder, og broen er smukt belyst. De store skulpturer med lamper på hver side af broen lyser også smukt, og på den anden side af floden i parken ved siden af operaen bliver træerne belyst med skiftende farver.