San Telmo

San Telmo, som ligger syd for Plaza de Mayo, er Buenos Aires’ ældste kvarter, og her er en lidt bohemeagtig, fransk stemning med flotte huse, gamle boghandler, antikvitetsforretninger og hyggelige restauranter og caféer. Vi går derind første gang en søndag, da gaden Defensa hver søndag er spærret for biltrafik, og der opstilles rækkevis af boder, primært med souvenirs til turisterne. I en af boderne sælger de små rammer med billeder af folk fra hele verden, og vi kan vælge mellem et portræt af Søren Kierkegaard og et af Michael Laudrup. På den smukke plads Plaza Dorrega er her hver søndag et hyggeligt antikvitetsmarked. Her er i hele området masser af mennesker, en god stemning, der danses tango i gaden, og vi får en lækker frokost på den franske restaurant Brasserie Petanque. Inden da besøger vi markeds- og restaurationshallen Mercado San Telmo, hvor vi får en juice. Her er proppet med mennesker, og vi bliver enige om at komme tilbage på en hverdag.

Fransk stemningDa vi tager derind igen, er det en noget anderledes oplevelse at gå gennem Defensa, og det er noget nemmere at komme til i Mercado San Telmo. Markedet blev indviet i 1897 for at levere produkter til de nye bølger af immigranter, der ankom til byen fra det gamle kontinent. Markedet har bevaret sin oprindelige indre struktur af bjælker, buer og metalsøjler, dets metalplade- og glastagbeklædning og en storslået kuppel i midten, og det er en flot bygning. Her er stadig salg af primært frugt og grønt, men også en del antikvitetsforretninger, og så er her rigtig mange små caféer og restauranter. Vi sætter os i baren ved et af kødstederne og ender med at få den bedste steak siden Mendoza. Derefter går vi op på Plaza Dorrega, hvor vi får en kop kaffe og kigger på lidt tango.

Vi kommer tilbage aftenen efter for igen at spise på den franske restaurant Brasserie Petanque, da vi finder ud af, at de holder ferie fra jul og frem til den 5. januar, og vi er endnu engang på besøg i San Telmo mellem jul og nytår for at se tangoshow på El Viejo Almacén. Vi har ikke bestilt show med middag, så vi spiser på den hyggelige restaurant Je Suis Lacan lige ved siden af tangostedet. Det er et hyggeligt sted, og de er ved at stille op til levende musik senere på aftenen, men det når vi ikke.