Hvis du vil have en lidt anden madoplevelse i Kuala Lumpur, kan vi anbefale et besøg på Donkai, som ligger på hovedgaden Jalan Bukit Bintang. Her steger man selv sin bøf færdig nede ved bordet, og der serveres ris og god misosuppe til.
Maden er lækker og billig, og du får en rigtig god betjening.
Donkai
Drunkendog
Drunkendog ligger på grænsen mellem Condesa og Roma Norte i Mexico City. De har altid et stort udvalg af øl på hane fra hele verden, og de har både sour, IPA, stout og andre varianter; en enkelt øl fra danske Mikkeler har de også.
Her får vi den stærkeste og bedste stout i Mexico City.
El Asadito
Et af de mest populære steder for en god bøf i Mendoza er uden tvivl El Asadito på Av. Sarmiento. Her fik vi en fantastisk T-bonesteak, som var perfekt tilberedt, og et halvt kilo var næsten ikke for meget. De har også et stort vinkort med mange gode Malbec-vine.
Selvom stedet er stort, vil vi anbefale bordbestilling, medmindre man kommer tidligt.
El Ateneo Grand Splendid
El Ateneo Grand Splendid er kåret til en af verdens smukkeste boghandler og er indrettet i et gammelt teater. Uanset om man interesserer sig for bøger eller ej, kan man ikke andet end at blive imponeret, da her er virkelig flot.
Der er en lille café, hvor man kan få en let frokost eller en kop kaffe.
El Callejon Tango Bar
El Callejon Tango Bar er et lille lokalt musiksted i Montevideo, som vi bestemt kan anbefale at besøge. Her er rigtig hyggeligt, og man kan lytte til forskellige former for musik, eksempelvis flamenco. Her er naturligvis en bar, men man kan også få lidt at spise.
Følg dem på Facebook, hvor de lægger nyt program op hver uge.
El Mercadito
El Mercadito er en lille lokal restaurant på Pedro Montt, som har en rigtig hyggelig indretning. Du kan både få skaldyr, fisk og bøf, og der er et stort udvalg af chilenske vine. Vi anbefaler, at man bestiller bord fredag og lørdag i højsæsonen.
Deres fish & chips er rigtig god.
El Viejo Almacén
Udbuddet af tangoshows i Buenos Aires er stort, og vi er sikre på, at kvaliteten de fleste steder er høj. Hvis man kun skal se et show, kan vi dog anbefale El Viejo Almacén, som er et af de ældste steder i byen. Her er man helt tæt på scenen, hvilket gør det helt specielt.
Har du mulighed for at se flere shows, skal du se et af de store steder også, da det er en anden oplevelse.
Elephant Jungle Sanctuary
Der er mange muligheder for at komme til at se elefanter i området omkring Chiang Mai, og det hører næsten til, når man besøger denne del af Thailand. Vi valgte Elephant Jungle Sanctuary, da det er vores indtryk, at man her sørger for en vis afstand til elefanterne.
Vi havde en skøn eftermiddag helt for os selv med fem dejlige elefanter og guiden Chompoo.