El Ateneo Grand Splendid

Boghandlen El Ateneo Grand Splendid ligger på Av. Santa Fe, ikke så forfærdelig langt fra vores lejlighed, og den besøger vi i løbet af vores første uge i byen. I 2019 blev den kåret som verdens smukkeste boghandel af National Geographic.

Bygningen er designet af arkitekterne Peró og Torres Armengol og åbnede som teater i 1919 med navnet Teatro Gran Splendid, og her kunne man opleve nogle af tidens mest kendte tangomusikere og -sangere, bl.a. Carlos Gardel. Efterfølgende blev teatret omdannet til biograf, og i 2000 åbnede man en boghandel, og bygningen blev dermed reddet fra nedrivning.

Butikken skulle efter sigende rumme 120.000 bøger, og det er et meget smukt rum at gå på opdagelse i; man har bevaret balkonerne, bøgerne betales i de gamle billetkontorer, og der er indrettet en lille café på scenen, hvor vi spiser en sandwich og får et køligt glas hvidvin. Hanne ærgrer sig lidt over, at man som nomade må nøjes med e-bøger.