Den offentlige transport
Taipei er alt for stor til, at vi kan gå rundt, så vi finder hurtigt ud af at bruge den offentlige transport. Vi køber et rejsekort i 7-Eleven, og her har man mulighed for selv at vælge design på kortet. Når vi efterfølgende har brug for at fylde flere penge på, sker det også i 7-Eleven, og da skal vi huske at have kontanter med, for når det gælder metro og busser, kan man ikke betale med kreditkort i Taiwan.
Man tjekker ind og ud på kortet, og det er ret billigt med både metro og bus, synes vi. Bussen er billigst, idet en tur fast koster 3 kr., mens metroen koster mellem 4 og 6 kr. alt efter turens længde. Det er mest behageligt og meget nemt at rejse med metroen, og i modsætning til metroen i Seoul er her altid rullende trapper, når vi skal op fra perronen. Vi bliver meget imponerede over taiwanesernes køkultur, når de skal med rulletrappen nede på perronen. Uanset hvilken vogn man kommer ud ad, går man helt ned for enden af køen til trappen. Her er ikke noget med at flette. Skulle man være så uheldig, at det regner, når man skal hjem fra stationen, kan man leje en paraply ved udgangen. Det tager ca. 15 minutter at gå til den nærmeste station, mens vi har et bredt udvalg af busser helt tæt på lejligheden.
Busserne dækker byen godt, og vi bruger dem meget, men der er dog to store ulemper. For det første er de ofte meget forsinket, og for det andet kører chaufførerne fuldstændig uforsvarligt, hvilket er det værste. Man skal virkelig være hurtig med at få sat sig ned, og man tør heller ikke rejse sig, før bussen holder helt stille. Chaufføren tager ingen hensyn til, om det er ældre eller gangbesværede, der skal med, og de kan heller ikke drømme om at holde ind til kantstenen, så folk har lettere ved at komme op ad de meget høje trin. Det undrer os, at folk finder sig i det, for man kan tydeligt se, at folk skynder sig at holde fast, så snart de er inde i bussen; de er forberedt på den voldsomme kørsel.