Elephant Mountain

Vi har læst, at der fra bjerget Elephant Mountain er en flot udsigt over byen i det område, hvor Taipei 101 ligger, så der tager vi ind en dag en times tid inden solnedgang. Vi er lige ved at komme for sent, da bussen er meget forsinket, og da der er længere fra busstoppestedet og hen til trapperne end beregnet.

Vi når det dog, selvom det viser sig, at der er nogen flere trapper op end forventet. Det er rimelig hårdt, men det hjælper lidt på humøret, at vi indimellem overhaler meget unge mennesker, der også lige har brug for en pause for at få vejret igen, og vi bliver heldigvis belønnet med den flotteste udsigt. Der er opsat en platform, hvor alle samler sig for at tage rigtig mange billeder, men folk er nu søde nok til at give plads for hinanden. Det er helt mørkt, da vi skal ned igen, og vi må tænde lommelygten i telefonen for ikke at falde ned ad de ret ujævne trapper.

Vi tager derefter metroen ind til byen, hvor vi spiser risotto på restauranten Moonwell Bar&Bistro og slutter aftenen af med en øl på baren Floating Taipei.