Den offentlige transport

Seoul er en meget stor by, og taxaer er ret dyre, men vi finder heldigvis hurtigt ud af at bruge metroen. Metrostationen Gyeongbokgung ligger under 10 minutters gang fra lejligheden. Da vi køber simkort i lufthavnen, følger der et rejsekort med, som man kan fylde penge på på alle metrostationer, og det er i og for sig nemt nok, men man skal lige huske, at man kun kan gøre det med kontanter. Man stempler ind, når man går ind på den første station, og stempler ud igen på slutstationen. Når toget nærmer sig, bliver der spillet en festlig melodi i højttalerne, så man kan være klar. I hver vogn er der et sæde til ældre og gravide, og det er virkelig noget, der bliver respekteret, så her sidder sjældent nogen. Når man skal ud ad stationen igen, er det vigtigt at vælge den rigtige udgang, da de forskellige udgange kan ligge langt fra hinanden. Det er heldigvis nemt at se på Google. Vi bliver ret gode til at finde rundt og skifte mellem de forskellige linjer, men vi bliver også lidt trætte indimellem, da der på nogle stationer er alt for mange trapper og alt for få rulletrapper.

Derfor beslutter vi os på et tidspunkt for at prøve at tage bussen, da der holder flere busser på den vej, hvor metrostationen ligger. Det viser sig at være nemt nok, hvis man tager Google til hjælp, da man her kan se, hvilken bus man skal tage, og hvor mange stop man skal. I mange tilfælde viser det sig at være både nemmere og hurtigere end med metroen, i hvert fald hvis man ikke skal så langt, så den sidste tid kører vi mere med bus end med metro. Den største ulempe er, at de fleste chauffører kører helt utrolig dårligt, så man skal sørge for at holde godt fast og sætte sig hurtigt ned.