Byens gader

Der er mange hyggelige gader i Porto, hvor især de små gader i det historiske centrum er charmerende. Man skal dog vænne sig til, at det går så meget op og ned, og det gælder hele byen. Sporvognene er kønne, men vi får ikke kørt en tur, da de desværre også bliver ramt af lockdown.

Der er en mindre gågade i vores del af byen, men den store gågade i den østlige del af centrum, Rua de Santa Catarina, er helt anderledes. Det er en flot gade, og her finder man mange af de kendte mærkevarebutikker og indkøbscenteret Via Catarina. På et af hjørnerne er der et klokkespil, der går i gang, når klokken slår hel.

En anden hyggelig gågade, som ligger i den gamle del, er Rua das Flores. Den bliver fremhævet som en af Portos smukkeste gader, men selv efter genåbningen bærer den desværre præg af, at mange butikker er lukkede, og at de vist ikke har planer om at åbne igen.