Argentina og Buenos Aires

Argentina ligger i den sydlige del af Sydamerika og grænser op til Chile i vest, Bolivia og Paraguay i nord, Brasilien i nordøst, Uruguay og Atlanterhavet i øst og Drakestrædet i syd. Arealmæssigt er Argentina det næststørste land i Sydamerika og verdens største spansktalende land, og det har en befolkning på ca. 47 mio. Colombia er lidt større rent befolkningsmæssigt, og Brasilien er meget større, både areal- og befolkningsmæssigt.

Buenos Aires logo

Buenos Aires er Argentinas hovedstad og største by med ca. 3 mio. indbyggere og ligger på Río de la Platas vestlige bred på den sydamerikanske østkyst. Buenos Aires tilhører ikke provinsen Buenos Aires, men er sit eget autonome distrikt. I 1880 blev Buenos Aires efter årtiers politisk uro fjernet fra provinsen Buenos Aires og gjort til føderalt område, og i 1994 opnåede Buenos Aires ved en forfatningsændring autonomi og skiftede officielt navn til Ciudad Autónoma de Buenos Aires (Den Autonome By Buenos Aires). Byen Buenos Aires består officielt af 48 barrios (kvarterer), men vi møder dog nogle, der mener, at byen med tiden er blevet yderligere opdelt, så der nu er 52 barrios. Hovedstadsregionen Buenos Aires, der også omfatter flere af provinsen Buenos Aires' distrikter, er med sine 17 mio. indbyggere det 4. største byområde i Amerika.

Efter vores besøg i Montevideo er vi lidt spændte på, hvordan byen er, når det kommer til fattigdom og snavs i gaderne, men vi bliver virkelig glædeligt overrasket. Her er generelt rigtig pænt alle steder, der er meget få tiggere, og vi ser stort set ingen hjemløse. Den offentlige transport fungerer fint, folk er meget stolte af deres by, vi får en rigtig god service alle steder, og vi føler os meget trygge. Vi er godt klar over, at Buenos Aires er en meget stor by, og at der selvfølgelig er meget fattige områder, som man skal holde sig væk fra, men vi ender med at besøge en stor del af byen, og alle steder er her pænt og rent og meget stille og roligt.

Buenos Aires har et subtropisk klima, og når vi fortæller folk, at vi skal være her i december måned, advarer de os om de høje temperaturer, som vi kan risikere at opleve i byen; januar er endnu værre, men der skal vi jo heldigvis videre. En af vores guider fortæller, at byen sidste år havde en varmerekord på over 50 grader, så folk måtte blive indendøre. Vi oplever nu slet ikke noget i nærheden af dette og synes ikke, det er så slemt sammenlignet med Nicaragua og Panama City. Vi har typisk dagtemperaturer mellem 26 og 32 grader og oplever kun begrænsede perioder, hvor fugtigheden er meget høj. Nattemperaturen ligger typisk over 20 grader, men når det bliver alt for slemt, tænder vi lidt for vores aircondition. Her er heldigvis meget få myg.

På Google Maps kan du finde mange af de attraktioner, vi besøgte i Buenos Aires.
Under "Butikkerne" og "Restauranterne, caféerne og barerne" kan du finde links til andre Google Maps.