Ansøgning om visum til Kina
Efter Hanoi er planen at besøge Kina, men da vi som danskere kun har ret til 30 dage på vores pas, skal vi ansøge om visum, da vi gerne vil være der længere.
Det er ikke særlig gennemskueligt, hvor mange dage man kan søge om, og om det er muligt at få et multiple entry visa, hvilket vil sige, at vi kan rejse ind og ud flere gange. Vi udfylder dog ansøgningen efter bedste evne online og booker en flybillet til Chengdu og et hotelværelse i fire uger. Vi tør ikke booke mere, end vi er sikre på at have visum til, hvilket vil sige 30 dage. Vi har stadig et pasbillede, som vi fik taget i Chiang Mai, og vi får printet alle vores papirer, så med passet i hånden tager vi en Grab ud til visumansøgningskontoret og er der en morgen, kort tid efter de har åbnet.
Vi bliver taget godt imod og kommer også forholdsvis hurtigt til. De kan desværre ikke så meget engelsk, men det viser sig, at vi kan få 60 dage, men at vi skal kunne dokumentere en fuld rejseplan med samtlige overnatninger samt flybilletter ud af Kina. Det betyder, at vi må sætte os og få booket yderligere fire uger i Kina, hvor vi vælger byen Guilin, samt flybilletter til Sydkorea, eftersom det er næste stop efter Kina. Da det hele skal ske på telefonen, bliver det lidt stressende, men det går heldigvis. De er meget venlige og hjælpsomme i receptionen, så vi kan få printet alle de nye papirer, og det ender med, at de er tilfredse, så vi kan gå op i kassen, hvor vi skal betale ekspeditionsgebyret. Vi skal først betale for selve visummet, når det er bevilget, og vi får besked om at tage amerikanske dollars med i kontanter. Vi har heldigvis lidt dollars fra vores tid i Argentina.
Efter en uge kan vi tage derud igen og hente vores pas, hvori der nu er indsat et visum på 60 dage. Det er åbenbart det maksimale, man kan få, når man ikke søger fra sit hjemland. Det er heller ikke muligt at få et multiple entry visa. Vi har stadig planer om flere besøg, men så må vi jo bare søge igen.