Vores dagligdag
Vi spiser morgenmad hjemme hver dag, undtagen om onsdagen, hvor vi får gjort rent i lejligheden; der tager vi ind til Banh Mi 25. Om eftermiddagen går vi næsten altid en tur og drikker en kop kaffe, og vi skifter lidt mellem at gå ind til det gamle kvarter og en tur ud til søen og den lille ø i vores eget område. Om aftenen går vi ud og spiser og får besøgt rigtig mange restauranter forskellige steder i byen. Da vi ikke finder et supermarked, hvor vi kan finde kød, vi har lyst til at købe, og da det er utrolig billigt at spise ude, får vi aldrig lavet mad hjemme. Nogle gange tager vi et par sandwicher med hjem fra Banh Mi 25 til om aftenen. Vi vasker typisk tøj om søndagen, og vi har heldigvis både en god vaskemaskine og et stort tørrestativ i lejligheden. Vi handler typisk ind i minimarkedet BRG Mart én gang om ugen og går til bageren onsdag og lørdag.
Vi besøger de seværdigheder, der er i byen, tager på en heldagstur til Halong-bugten, og så tager vi på en længere tur til Hoi An, hvor vi har tre overnatninger. Ellers hygger vi os med at gå rundt i byen, drikke mange kopper kaffe og spise en masse god mad. Vi føler os virkelig godt tilpas i Hanoi, og der sker altid så meget i gaderne, at man sagtens kan sidde i lang tid på en café og bare kigge.
En uge efter vi er kommet til Hanoi, fejrer vi Jens Peters fødselsdag med morgenmad på Lifted Coffee & Brunch i det gamle kvarter om formiddagen og en hyggelig middag om aftenen på Hanoi Fusion i vores eget område.
Den 30. april er det præcis 50 år siden, at de sidste amerikanske soldater blev evakueret fra Saigon efter 20 års krig. Syd- og Nordvietnam blev derefter genforenet og blev til ét Vietnam; denne dag bliver naturligvis markeret. Vi spørger vores vært, om der sker noget særligt, men han mener nu, at det især bliver fejret i Ho Chi Minh City (Saigon), hvor der er en stor parade. Han fortæller os dog, at der skulle være en interessant udstilling på Vietnam National Museum of History, så der tager vi ud. Måske er der flere afdelinger i byen, for vi finder nu ikke nogen udstilling der, som har med 50-årsdagen for Vietnamkrigens ophør at gøre. På selve dagen, som er en fridag, tager vi ind i det gamle kvarter, hvor der er masser af flag og familier i røde t-shirts, der spiser is og hygger sig.
Vi har gennem længere tid fulgt Livingourdreams.dk på Instagram; Alice og Nis fra Ribe, som netop har solgt alt for at rejse ud i verden ligesom os. De er kommet til Hanoi, så en søndag eftermiddag mødes vi på Hanoi Coffee Culture til en æggekaffe. Vi har det rigtig hyggeligt og får snakket en masse om det at rejse og alt muligt andet, så vi fortsætter med en øl på Tony Vu’s Brewing og slutter af med aftensmad på Met Vietnamese Restaurant. Det er en hyggelig dag, hvor vi nyder at snakke dansk og ikke mindst snakke med nogen, der har gjort det samme som os.
Den 27. maj kan vi fejre vores 36-års bryllupsdag, og vi starter med en tur ind i det gamle kvarter for at få henholdsvis en æggekaffe og en juice på Coffee A, hvor vi sidder oppe på balkonen og kigger på den travle by. Vi besøger derefter galleriet Canton Assembly Hall, tager endnu en kop kaffe på CHOT Coffee, hvorefter det er tid til en gang forårsruller og en stout hos Tony Vu’s. På vej hjem tager vi en æggekaffe hos Coffee 54. Om aftenen har vi bestilt bord på den franske restaurant Fabrik, men inden vi skal gå, opdager Hanne, at de har lukket om tirsdagen; de har forsøgt at kontakte os, men har jo ikke vores telefonnummer eller mailadresse, finder vi efterfølgende ud af. I stedet tager vi en Grab ud til WineCorner Hanoi, hvor vi ikke har været før. Vi får en god flaske Malbec-rødvin og en skinke- og ostetallerken og har en hyggelig aften. Vi har en længere snak med tjeneren, da han kan lidt skånsk, som han siger, da han har boet flere år i Helsingborg.
Hanne må for første gang i mere end fem år en tur til tandlægen, mens vi bor her, da hun knækker et stykke af en tand efter at have spist flæskesteg med meget sprøde svær. Jens Peter finder frem til en klinik, der hedder Australian Dental Clinic, som har fået gode anbefalinger af andre expats. Hanne skriver til dem en torsdag om formiddagen og får en tid samme dag kl. 15. Hun er lidt nervøs, da hun aldrig har kunnet lide at gå til tandlæge, men det viser sig heldigvis at være en god oplevelse, og de har ovenikøbet ansat en tolk, som kan hjælpe med at oversætte til engelsk. Vi har gået forbi flere tandlægeklinikker, hvor patienterne nærmest sidder til udstilling i vinduet, men her foregår behandlingen heldigvis på 1. sal. Stolene står dog stadig på række, så der er ikke så meget privatliv. Hanne får en midlertidig krone på og kan allerede mandag afslutte behandlingen med en fin krone til en samlet pris på knap 1.600 kr.
Hanne bliver klippet en enkelt gang hos Hair Salon Hải Anh meget tæt på vores lejlighed. Det er en fin klipning til 90 kr., som starter med en halv times hårvask inkl. hovedbundsmassage og skuldermassage. Det kan man godt vænne sig til.
Vi har både i Laos og Cambodia undersøgt hos DHL, hvad det vil koste at sende en kasse med souvenirs hjem til vores rum i Danmark, og det har begge steder været meget dyrt, henholdsvis 2.900 kr. og 3.200 kr. Det viser sig heldigvis at være billigere her i Hanoi, hvor vi kommer af med 1.600 kr., og så har vi ovenikøbet fyldt yderligere op med souvenirs her fra Vietnam. Vi får sendt pakken afsted, en lille uges tid inden vi rejser, så nu har vi god plads i kufferterne igen.