Hoi An
Hoi An, der kaldes for Vietnams lanterneby, er på UNESCOs Verdensarvsliste og er en by, som mange besøger, når de er i Vietnam. Det vil vi også gerne, så vi beslutter os for et besøg fra tirsdag den 13. maj til fredag den 16. maj, hvilket vil sige tre overnatninger. Vi flyver fra Hanoi sydpå til Da Nang, en flyvetur på halvanden time, og fra lufthavnen tager vi en Grab til Hoi An, en køretur på ca. 45 minutter. Det er den værste chauffør, vi endnu har kørt med i Vietnam, idet han konstant har gang i tre telefoner og bruger hornet alt for flittigt. Vi kommer heldigvis frem i god behold og kan tjekke ind på hotellet omkring kl. 14.30.
Vi bor i den gamle del af byen, der er delt i to dele af floden Thu Bôn. Vi bor på en lille ø i den sydlige del, men vi kan krydse floden over til den nordlige del på fem minutter. Det er her, de fleste restauranter og butikker ligger. Vi falder hurtigt for den lille by, for selvom det nok er en af de mest turistede byer i Vietnam, kan man ikke undgå at synes, her er charmerende med små hyggelige gader og smukke gamle huse. Fra sidst på eftermiddagen er det meste af byen rimelig fri for både biler og scootere, da kun cykler og cykeltaxaer er tilladt; det nyder vi meget. Det eneste, vi bliver lidt trætte af, er de mange gadesælgere, der indimellem bliver lidt for pågående. Hvis man siger nej til en type souvenir, hiver de bare en anden type op ad tasken, og det kan de blive ved med et stykke tid. Om aftenen bliver det hele lyst op af farvestrålende lanterner både i gaderne og ikke mindst på floden, hvor bådene sejler rundt med turister. Det er virkelig smukt.
Efter at have tjekket ind på hotellet om tirsdagen går vi straks over broen til den nordlige del af den gamle by. Vi drikker en øl, går rundt i de små gader, og da mørket falder på, drikker vi endnu en øl og køber derefter en lille papirbåd med et stearinlys, som Jens Peter sænker ned i floden. Vi spiser en burger, inden vi går tilbage til hotellet.
Vi bruger hele onsdagen på at udforske Hoi An og når vist gennem de fleste gader indtil flere gange. Vi starter med at besøge den japanske bro, der er en af byens seværdigheder, og går derefter vestpå. På et tidspunkt kommer vi forbi, hvad der viser sig at være et silkeværksted, som vi besøger. Vi bliver vist rundt af en meget entusiastisk kvinde, som rigtig gerne vil sælge os noget. Vi ser silkeorme i forskellige stadier, og vi bliver ret imponeret over at se de mange ansatte, der arbejder med at brodere flotte billeder med silketråd; vi køber et lille billede. Vores guide vil meget gerne sælge os meget mere, men deres tøj og tørklæder er alt for dyre, synes vi.
Resten af dagen går med at drikke frisk kokosnød, spise god frokost og ikke mindst besøge en masse butikker. Vi køber magneter, en lille lanterne og lidt andet souvenir; Hanne køber en t-shirt og Jens Peter en kasket, og han finder også et sted, der laver et par sandaler til ham i den rigtige størrelse på ganske få timer. Om aftenen er vi ude at sejle på floden sammen med alle de andre turister i de lanterneoplyste både, hvorefter vi spiser aftensmad og slutter dagen af på en lille bar.
Torsdag er vi på udflugt hele dagen, og da vi er tilbage i Hoi An, får vi lækker aftensmad og slutter af med en kaffe på en af caféerne. Fredag går vi en hurtig runde i byen efter morgenmaden, men det er frygtelig varmt, så det bliver ikke til så meget. Vi tager en Grab til Da Nang lufthavn og er tilbage i Hanoi kl. 15 efter en rigtig dejlig tur.