Ho Chi Minh Citys restauranter, caféer og barer

Det første sted, vi besøger i Ho Chi Minh City, er den lille hyggelige café Little HaNoi Egg Coffee, der ligger et par gader fra vores hotel. Klokken er 17 mandag eftermiddag, og vi har ikke fået noget siden morgenmaden, så vi bestiller en sandwich og en kold æggekaffe, der en vietnamesisk specialitet, som især er kendt i Hanoi. Det er en kaffe med, hvad vi som børn kaldte en æggesnaps; dog er æggeblommen her pisket med kondenseret mælk i stedet for sukker, så den er ikke helt så sød. Den smager virkelig godt. Senere på aftenen om mandagen besøger vi vinbaren Chevalier, hvor vi får rillette, ost og rødvin.

Efter den guidede gåtur tirsdag formiddag tager vi ud til Vietnam Airlines for at købe billetter til Hanoi, men da de har middagslukket, tager vi først noget at drikke på Highlands Coffee lige ved siden af kontoret og derefter en dejlig frokost på Belgo, der er et lokalt belgisk bryggeri. Jens Peter er ikke så sulten, så han får foie gras, mens Hanne får en steak med den bedste bearnaisesauce siden Danmark. Vi får gode øl til.

Efter at have købt flybilletter går vi lidt rundt, får en æggekaffe i restauranten RuNam i indkøbscenteret Vincom og tager derefter hen til Heart of Darkness, der indtil nu er vores yndlingsbryggeri i Asien. Vi lærte deres øl at kende i Kuala Lumpur, og da de er her fra Saigon, skal stedet naturligvis besøges. Vi får en rigtig dejlig stout og deler derefter en tasting med fire øl. Efter både frokost og øl er vi ikke specielt sultne, så tirsdag aften vender vi tilbage til Little HaNoi Egg Coffee, hvor vi endnu engang får en sandwich og denne gang en varm æggekaffe, som dog langt fra er helt så god som den kolde.

Efter besøget på War Remnants Museum onsdag formiddag tager vi ind til The Cafe Apartment, hvor vi tager noget at drikke i The Letter Cafe, og her sidder vi på en lille altan med udsigt over byen. Efter at have rundet floden får vi en øl på Pasteur Street Craft Beer, og frokosten ender med at blive en større isdessert på Häagen-Dazs. Onsdag aften får vi burger og øl på BiaCraft ikke så langt fra hotellet.