El Corte Inglés

El Corte Inglés er Spaniens største kæde af stormagasiner, og da supermarkederne ikke har nogen af de køkkenredskaber, vi mangler, går vi ud til deres afdeling her i A Coruña, som ligger ca. en halv times gåtur i sydlig retning. Vi finder de ting, vi har brug for, og tager efterfølgende derud nogle gange, hvor vi begge får købt sneakers, og Hanne får købt en ny toilettaske. Den ene gang spiser vi frokost i deres cafeteria, og ellers nøjes vi bare med en kop kaffe og en kanelsnegl i Starbucks, da vi har brug for lige at sidde ned og få mundbindet af. Vi får også købt årets julepynt, og deres afdeling med fødevarer har nogle lækre patéer og også confit de canard, så julemiddagen er reddet.