Jul og nytår

I modsætning til, hvad vi har været vant til i Danmark, hvor julen efterhånden begynder i slutningen af oktober, så tændes julelysene i A Coruñas gader først fredag den 4. december – til gengæld er de tændt frem til Helligtrekongersdag den 6. januar. Lysene tændes på rådhuspladsen Praza de María Pita kl. 19.30, hvor der holdes tale, og derefter tændes lysene i resten af byen. På pladsen er der opført en stor kuppel og hængt lys ned fra lange snore, og hver aften i hele perioden tændes lysene efter mørkets frembrud, og der er lysshow i kuplen og julemusik fra store højttalere. Normalt er der julemarked på pladsen, men det er desværre aflyst i år, ligesom børneoptoget til Helligtrekonger også er aflyst.

Hver gade i byen har deres egen form for julelys, og det er meget festligt, men de enkelte butikker gør ikke så meget ud af at pynte vinduerne. Der er heller ikke noget særligt i supermarkederne, som hverken har julepynt, stearinlys, servietter eller andet. Det eneste, de har, er et stort udvalg af Spaniens specielle julekonfekt turron, som minder lidt om fransk nougat, men konsistensen er en anden. El Corte Inglés har som det eneste sted en decideret juleafdeling, hvor vi kan købe et stykke julepynt.

Juleaftensdag er alt åbent i løbet af dagen, og vi er ude at få et glas vin. Om aftenen lykkes det os at lave en ganske vellykket julemiddag, selv om det ikke er noget, vi er vant til at kaste os ud i. Vi får confit de canard – to stykker hver – og dertil brunede kartofler, som Jens Peter laver helt perfekt, og brun sovs (ikke så brun, da vi ikke har gidet at købe kulør) og rødkålssalat med æbler og pærer. Vi deler en flaske rødvin og har en hyggelig middag og får naturligvis en masse slik bagefter.

Vi går en lang tur 1. juledag, hvor der er lukket rundt omkring, og 2. juledag er alt åbent igen. Nytårsaften er vi på Jazz Cafe om eftermiddagen, hvor vi får et par glas vin, og om aftenen får vi laks, paté, foie gras, skinke, pølse og manchego samt en flaske bobler. Kl. 24 skåler vi igen i bobler og følger rådhusklokkernes slag fra København på computeren og synger lidt med – afskydning af fyrværkeri i A Coruña er aflyst.